Fra AC Børnehjælps hjemmeside


Lifebook: En bog om dit barn



TEKST: KATRINE NORDLAND - MOR TIL JESPER BÁI FØDT I VIETNAM


Rejsen er forbi. Man er endelig blevet forældre, og nu begynder livet som børnefamilie med alle dets glæder, overraskelser, udfordringer, bekymringer og drømme. Og ikke mindst det store ansvar for på en nænsom og fornuftig måde at få sit barn til at vokse op med et naturligt og positivt forhold til dets start i livet og det land, det er født i. Dette ansvar kan og skal forvaltes på mange forskellige måder - men én af dem kan være at lave en såkaldt lifebook til og om sit barn. Begrebet er amerikansk - men konceptet særdeles anvendeligt til adoptivbørn over hele kloden.

Kontinuitet
En lifebook befinder sig et sted midt imellem scrapbog, fotoalbum, dagbog, historiefortælling og den traditionelle 'barnets bog': En samling af fotos, udklip, minder, fakta og - vigtigst af alt - tekst, som i et letforståeligt sprog gør rede for barnets liv fra det blev født. At lave en lifebook er en måde at illustrere kontinuiteten i det barneliv, som jo har ændret sig brat og voldsomt på adoptionstidspunktet. Vist er adoptionen en glædeshistorie, som man med stolthed vil fortælle sit barn igen og igen. Men med en omhyggeligt udarbejdet, sandfærdig, farverig og personlig lifebook, der starter med barnets fødsel, signalerer man som adoptivforælder, at man anerkender og står ved hele barnets liv - også den del, der næsten er ubærligt sørgelig. Idéen er, at det hermed bliver lettere for barnet i løbet af sin opvækst at føle sig i kontakt med sin baggrund, og måske endda tættere knyttet til sine adoptivforældre. At læse barnets lifebook højt kan gøre det nemmere at få taget hul på samtaler om adoption, ikke mindst de ømtålelige emner, som man gerne vil have et åbent forhold omkring. Og så er en lifebook i lighed med materielle minder fra tiden før adoptionen (overdragelsestøjet, smykker, sutteflasker el.lign.) et håndgribeligt bevis for adoptivfamiliens respekt for og kærlighed til barnets rødder - hvor lidt man end ved om dem.

Mange gevinster
Mange nybagte adoptivforældre tumler med bekymringer om, hvordan man på bedst mulig vis snakker med sit barn om adoption. Arbejdet med barnets lifebook er en god måde at blive fortrolig med både barnets konkrete historie og det sprog om adoption, man vælger at bruge i familien (f.eks. med hvilke ord, man vil benævne barnets biologiske mor og far). Barnets positive udkomme af en lifebook kan være en afslappethed i forholdet til dets adoptivstatus, styrket selvtillid og etnisk identitet, reduktion af dets eventuelle følelser af splittet loyalitet mellem de to 'sæt' forældre, og mindre tendens til at fantasere om de biologiske forældre.

En hyggelig og positiv proces
Ambitionen om at vælge præcis de rigtige ord i sin fortælling, oveni det krav, en lifebook stiller til ens kreative evner udi grafik, der kan fastholde det mindre barns interesse under højtlæsningen, får mange til at lægge arbejdet på hylden, allerede inden det er påbegyndt. Det er derfor vigtigt at betragte arbejdet med barnets lifebook som en hyggelig og positiv proces, der kan tages i småbidder, ændres undervejs, og hvor resultatet på ingen måder behøver at være professionelt at se på. Man kan med fordel gøre sig overvejelser omkring layout, inden arbejdet påbegyndes. Visse former for layout gør det f.eks. lettere at ændre i tekst eller grafik i løbet af barnets liv (brug af ringbind og kopier af minder og dokumenter frem for originaler - denne layoutform har også den fordel, at man kan lave flere udgaver af sin lifebook i tilfælde af små banan-fingre eller raserianfald), mens andre former fremmer opfattelsen af bogen som en helhed og et stykke autentisk dokumentation (fotoalbum/scrapbog med indklistret originalmateriale).

Sprogligt niveau
Herudover bør man på forhånd vælge sit sproglige niveau - og her er det en god idé, at man tænker på en lifebook som en gave, man laver til sit barn imens det er barn, og skriver i 'du-form', i et sprog, der kan forstås af et barn i børnehavealderen. Barnet vil ganske vist kunne rumme flere og mere komplekse detaljer i senere stadier i sit liv, men at skrive i 'barnesprog' har den fordel, at man tidligt i barnets liv får introduceret adoptionssnak som noget naturligt og rart. Og så kan man jo nære et fromt håb om, at barnet i sit voksenliv vil påskønne grunden til, at bogen er skrevet som den er, og værdsætte dette minde fra barndommen på linie med et skattet sovedyr, en sutteklud eller et andet barndoms-klenodie.

Gyldne regler
I 4-6-årsalderen betyder billeder og grafik meget for at fastholde interessen, og den livsvigtige tekst må derfor holdes på et plan, hvor den skal være yderst kortfattet, og alligevel fortælle hele sandheden. En ikke-så-lille udfordring til lifebook-forfatteren. Grundlæggende er det selvfølgelig at fortælle sandheden - i et omfang og sprog, som svarer til barnets alder. Andre 'gyldne regler' indenfor lifebook-skrivning er at lade bogen starte med barnets fødsel (hvor lidt man end ved om den), at inkludere information om de biologiske forældre (igen uanset eventuel komplet mangel på viden om dem), at berøre spørgsmålet om, hvorfor barnet blev bortadopteret, samt at fokusere på barnets historie - ikke adoptivforældrenes. Det kan f.eks. være fristende at skrive kilometerlangt om, hvor lykkelig man var, da man fik barnet i armene for første gang, men i denne sammenhæng er det meget mere betydningsfuldt for barnet at få noget at vide om, hvordan det selv tacklede denne og hin situation. Ligeledes bør man vægte stoffet således, at barnets liv før adoptionen fylder en betragtelig del af bogen i sin helhed - i hvert fald halvdelen.

Ok det man ikke ved
Vær ikke bange for at erkende uvidenhed eller tvivl. Det er bedre at skrive, at man ikke ved noget om sit barns biologiske far, end slet ikke at nævne ham. Og så er lifebook'en et godt sted at komme med kvalificerede bud på, hvad man tror om sit barns biologiske ophav. Man kan lade barnet vide, at det har arvet sine fysiske karakteristika fra sine biologiske forældre, og gætte på, hvilke talenter eller interesser, den lille måske har med fra sit genetiske opland. Det nytter selvfølgelig ikke at forsøge at romantisere noget sørgeligt - tværtimod er det vigtigt at give barnet plads til at være ked af det, det har mistet - men beskriv til enhver tid begge biologiske forældre med empati og velvilje, og forsøg så vidt muligt at overføre den stolthed og glæde, du selv føler over for barnet og dets fødeland, til barnet vha. et generelt positivt sprogbrug i omtalen af fødelandet.

Ikke barnets skyld
Ikke to børns historier er ens - men vore adoptivbørn har som bekendt det aspekt af fortiden til fælles, at de alle har sagt farvel til deres biologiske forældre. Denne kendsgerning kan synes uendeligt svær at få beskrevet på den rigtige måde. Og dog er opgaven med at formidle de ømtålelige emner som årsagen til bortadoptionen på en måde så barnet både får en sandfærdig beretning, en alders-svarende indfaldsvinkel og et udholdeligt udgangspunkt at bygge videre på, en uvurderlig vigtig del af lifebook'en. Gør først og fremmest et stort nummer ud af at pointere, at intet omkring (bort)adoptionen var barnets 'skyld'. Hvis barnet blev bortadopteret som spæd, så understreg, at de biologiske forældre sandsynligvis havde valgt denne løsning, før barnets fødsel. Var det ældre, er det en god idé at lægge emfasen på det faktum, at forældrenes problemer ikke var relateret til barnet, men at de ikke var i stand til at opfostre noget barn på det tidspunkt.

Gå frem med varsomme skridt
Man kan godt forklare et barn noget om 'voksenproblemer' og traditioner og skikke i dets oprindelsesland (f.eks. kulturel misbilligelse af enlige mødre, eller Kinas étbarnspolitik), men vær opmærksom på, at børn i vesten f.eks. kan have svært ved at forstå, at fattigdom eller status som ugift alene skulle være grund til at give sit barn bort: De har set rigeligt enlige mødre til at forvente, at det ikke er noget stort problem. Først i teenagealderen kan man forvente, at barnet forstår begreber som, at moderen var for ung, manglede familieopbakning eller havde økonomiske vanskeligheder. For et mindre barn er det måske en bedre idé at forklare mangel på penge som mangel på mad, tøj eller bolig. Ligesådan bør man ikke rode sig ud i en forklaring om, at barnets biologiske mor gav det bort til adoption, "fordi hun elskede dig så højt" - da det for barnet kan lyde, som om man sætter lighedstegn mellem kærlighed og svigt. Man er nødt til at være krystalklar omkring, hvad det var for omstændigheder, der gjorde, at barnet ikke kunne vokse op hos sine biologiske forældre. Og de eventuelle meget barske realiteter i barnets forhistorie bør man tage hul på langsomt og gradvist - måske endda vente med at beskrive dem, til barnet er næsten voksent. Det må bero på teenagerens grad af modenhed.

Værdifuld gave til dit barn
Fra og med historien om, hvordan barnet bringes i forslag til den længselsfuldt ventende nye familie, går skriveriet som regel som i smulte vande. Og er processen som helhed en stor mundfuld eller ej - så kan arbejdet med at lave en lifebook til sit barn (et arbejde, der sagtens kan påbegyndes i de opslidende måneder, man venter på barn i forslag!) i sidste ende sagtens være både udbytterigt, kreativt og hyggeligt. Krydr siderne med personlige citater, små sjove eller spændende historier, fotos, digte, kalenderblade, tegninger, officielle dokumenter, landkort, flag, pengesedler, fakta om børnehjem eller plejefamilie, navnelister, vækstkurver, visitkort, rejseminder, flybilletter, stamtræer, hårtotter, hånd-/fodaftryk, klistermærker, osv. - og der vil være skabt basis for en værdifuld, personlig gave, der forhåbentlig vil blive til stor glæde og tryghed for både barnet og de nybagte forældre.




Forslag til disposition
Side 1:  Forside - billede af barnet, titel, måske et digt eller citat
Side 2:  Fortællingen om, at barnet er vokset i sin biologiske mors mave
Side 3:  Barnets fødselsdag og fortælling om barnets fødsel
Side 4:  Fødselsattest. Noget om barnets oprindelige navn
Side 5: Om barnets biologiske mor (kan fylde mere, hvis man ved meget)
Side 6: Om barnets biologiske far (kan fylde mere, hvis man ved meget)
Side 7-9: Om barnets oprindelsesland
Side 10: Om barnets fødeby eller -provins
Side 11-13: Om årsagen til, at barnet blev bortadopteret
Side 14-15: Om barnets børnehjem eller plejefamilie
Side 16-17: Andre børn på børnehjemmet/i plejefamilien
Side 18-19: Barnets liv på børnehjemmet/i plejefamilien
Side 20-21: Barnets sundhed og sygdom før adoptionen. Vækstkurve
Side 22-23: Forældrenes godkendelse og ventetid. Noget om AC Børnehjælp
Side 24-25: Barn i forslag! Noget om barnets nye navn
Side 26: Forældrenes udenlandske ansøgning om at adoptere barnet
Side 27: Rejsen til oprindelseslandet og tiden inden overdragelsen
Side 28-29: Overdragelsen
Side 30-31: Tiden i oprindelseslandet efter overdragelsen
Side 32-33: Hjemrejsen og modtagelsen i lufthavnen
Side 34: "Mine to lande" - sidestillede facts om barnets to lande
Side 35: "Mit nye stamtræ" - evt. med den biologiske familie indført
Side 36-37: Den første tid i Danmark 
Side 38: Lægebesøg i Danmark. Havde barnet sygdomme 'med hjem'?
Side 39: Venner fra oprindelseslandet
Side 40: Kopi af adoptionsbevillingen


Tilbage til siden "At vente"