Vi er her stadig...
 
Søndag d. 25. november 2007
     
 

... og er de ikke dejlige???

     
 

... begge 2???

     
De sidste par uger er tiden - igen - bare fløjet af sted... Arbejde, pigerne, Frank, vasketøjet, indkøb - få det hele til at hænge sammen. Jeg arbejde bare 30 timer om ugen - jeg tager hatten af for jer enlige med børn - om I er på hel eller halv tid er underordnet - der er meget at se til lige meget hvad!!!
Søges: et arbejde fra 9 til 14.30 4 dage om ugen... Til den løn jeg har nu... Hvor ville det være SKØNT!!!

Hvad sker der i det lille hjem? Vi har været til skole/hjem samtale med Amalies lærer, hun er en god pige, vores pige, det er rart at høre! Det varmer en mors hjerte, at det vi har gjort for at opdrage vores barn er godt nok!!!
Johanna har nu været i gæstedagpleje i 2 uger - hun har ikke grædt der, men vi har kunnet mærke på hende hjemme, at alt ikke var som det plejer. Sidste søndag - efter den første uge i gæstepleje - skulle vi i mødregruppe. Vi havde talt om det dagen før og flere gange den morgen - med forsikring om at vi skulle hjem igen - og hun var glad i bilen - men jeg havde nær aldrig fået hende ind ad døren! Sad bare i lang tid med hende på skødet og bagefter ved hendes side på gulvet - der gik vel 1½ time førend hun legede selv og jeg kunne sætte mig i sofaen...
Dagen efter gik det helt galt - jeg skulle have tænkt mig om - vidst at det var for meget. Hun var med i børnehaven, det var anderledes end det plejer og det blev for meget... Jeg skulle handle - hun skreg i indkøbsvognene og jeg brude have sat mig midt i netto og holdt hende, men jeg orkede ikke. Hjemme igen spiste vi, ud at sove, og da hun vågnede startede det forfra... Vi holdt - hun SKREG meget højt navnet på hendes dagplejemor - hende der er sygemeldt - puh det gjorde ondt... Mit lille barn... Vi var til psykologen i torsdags - det var rigtig godt at få snakket flere ting igennem og hun siger at det er en helt alm reaktion Johanna har - hun føler sig forladt igen... I morgen skal vi på sygebesøg, så hun kan se at hun (dagplejemoren) stadig er der... Vi gør vores bedste for at støtte Johanna og hjælpe hende igennem, andet kan vi ikke, men det gør sgu ondt i mit hjerte at se min pige lide lige så stille...
     
     
     
Så ka' du lære det ka' du...
 
Tirsdag d. 13. november 2007
Hæ hæ, denne lå i min mailbakke i dag:

Det er en dag et stykke ude i fremtiden. Anders Fogh er død, og ankommer til paradiset, hvor han bliver mødt af Skt. Peter.

Skt. Peter så lidt forlegen ud. "Øhm, velkommen", får han omsider fremstammet.
"Tak!" sagde Anders, "jeg tænkte nok at jeg ville ende her!"

"Mjah," sagde Skt. Peter, "du har jo i det store hele opført dig meget anstændigt... Og i betragtning af din barndom, og så videre, så bestemte vi, at vi gerne ville have din sjæl her.

"Men... forstår du, vi har ikke så meget erfaring med fremtrædende venstremænd..."
"Ja, ja, fint," sagde Anders, "luk mig nu bare ind!"
"Jamen, ser du," sagde Skt. Peter, "der var lidt konkurrence om at få fat på dig. Faktisk blev vi nødt til at lave en lille aftale med djævelen..."
"Aftale?!" udbrød Anders, nu synligt rystet.
"Det er ikke så slemt", sagde Skt. Peter, "men han mente han havde de fleste af dine venner alligevel. Så vi har aftalt at du får lov til at tilbringe ét døgn i helvede, og ét i himmelen. Så må du selv vælge, hvor du vil være resten af evigheden."
Anders protesterede lidt, men aftalen var allerede på plads. Så Skt. Peter viste ham vej til en elevator, de sagde farvel og på gensyn om fireogtyvetimer, og Anders trykkede på "Helvede".

Han kørte nedad i meget lang tid, og endte så foran en stor sort port. Da han ringede på gik døren øjeblikkeligt op, og djævelen selv modtog ham.
"Anders! Gamle ven! Kom indenfor!" brølede Satan, og hev Anders ind af døren.
Her stod han så, på en gigantisk overdækket golfbane. En masse af hans gamle regeringskammerater gik rundt og spillede golf. Banen var perfekt.
Det var varmt, men der var fyldt med små let-påklædte djævledrenge, som serverede kølige drinks.
Anders spillede hele dagen, og om aftenen havde Brixtofte, der var død kort tid forinden, forberedt en kæmpe buffet med den bedste vin og udsøgte lækkerier.
Inden Anders vidste af det var det første døgn gået og en lille djævel viste ham atter vej til elevatoren.

Da Anders kom ind i himmelen, var han meget eftertænksom, men også her blev han varmt velkommet.
Han blev klædt i englegevandter og fik udleveret en harpe. Resten af dagen spadserede han fra sky til sky, hørte fuglene synge og spiste friske frugter ad libitum. Senere fik han en lidt mavepine af al den frugt, og på en sky nær ved sad Lykketoft og Nyrup og harpejammede for anden time i træk.
Snart dukkede Skt. Peter op.
"Nå, nu har du haft et døgn hvert sted", sagde ærkeengelen, "har du truffet dit valg?"
"Hmmm..." sagde Anders, "jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige det, men måske hører jeg trods alt til i helvede. Det er nok det bedste sted for mig."
Skt. Peter var målløs og forsøgte at omvende Anders, men han var fast besluttet. Så endnu engang blev han fulgt til elevatoren, og de tog afsked.

Også denne gang lukkede djævelen selv op, da Anders ringede på, og hev ham energisk ind af porten. Anders så sig om i det brændende, svovlstinkende inferno, hvor hans gamle venner vred sig i smerte.
"Men..." sagde han, "men... men, hvor er golfbanen? Hvor er de kolde drinks?"
"Ah!" sagde djævelen, "ser du, i går førte vi valgkamp! I dag har du stemt på os!"
     
     
     
Hudløs...
 
Tirsdag d. 13. november 2007
Jeg har ville skrive i lang tid - om at være hudløs - både Johanna og jeg... men jeg har ligesom haft svært ved at finde ordene...
Vi kan både hjemme og i dagplejen mærke en forskel på Johanna jo ældre hun bliver - hun bliver mere hudløs, mere angst for at tingene ikke er som de plejer, mere "alt skal være på sin rette plads". Det er en meget normal "adoptionsting" - at jo mere de (her refererer jeg til adopterede børn) falder til, jo mere de knytter sig, jo større er angsten for at miste igen. Og når der sker forandringer i hverdagen, kan det have store konsekvenser for vore børn!
Jeg er begyndt at varsko Johanna - dvs. sige "når vi har spist eftermiddagsmad, skal mor ud at handle og far og Amalie passer på dig." Det er en lille ting, som gør en stor forskel på os, fordi hun får tid til at acceptere at mor kører. Hvis jeg bare siger hej, hej og kører min vej, så kan hun blive meget vred og ked - og det vil vi gerne undgå!
Den sidste 1½ uge har vi brugt en del tid på at tale om, at hendes dagplejemor skal opereres og derfor skal Johanna - heldigvis med hele børnegruppen - til en anden dagplejer. Hun har været der et par gange før og det er gået godt, men jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg har været lidt bekymret - og er det stadig! Søndag morgen da jeg hjalp Johanna i tøjet sagde hun "Til L? - (dagplejemoren)" "Nej, da" svare jeg "det er jo søndag og farmor, farfar og olderne kommer på besøg. På tirsdag skal du til J (gæstedagplejen) fordi L er syg, kan du ikke huske det?" Nej ikk' J, kun til L!" Jeg ved godt at hun er en lille pige, og de har deres egne meninger, men det blev sagt på en måde som ikke var til at tage fejl af...
Og i morges - første dag i gæstedagplejen - som bor meget tæt på os - så Johanna i klapvognen, over med Amalie i skolen, og af sted til J. Jo længere vi kom mod hendes hus, jo mere indesluttet blev Johanna. Hun sad bare helt stille og kikkede nærmest ind i sig selv... Puha - den var altså ikke helt til at sluge... Da hun kom op af klapvognen nærmest klatrede hun ind i mig og klistrede sig fast. Det var heldigvis - og dog - gråd kunne jeg godt have brugt - en smilende pige som sagde farvel fra J's arme. Og hvorfor jeg godt kunne have brugt gråd - fordi jeg tror at Johanna "skalkeskjuler" - at hun lukker sine følelser inde "når det nu ikke kan være anderledes at jeg skal være her..." Måske overreagerer jeg - måske ikke - men hun har i hvert fald hængt meget mere på mig, da vi kom hjem i dag end ellers...
Vi holder stadig - og skal snart il supervision - hvilket jeg glæder mig meget til. Johanna er nemlig begyndt at sige "ikk' snak mere Kina!" Om det er fordi at hun er færdig med sin historie for nu eller om det gør for ondt at komme i kontakt med, det kan jeg ikke finde ud af - men hun bliver meget ked af det, når vi holder og snakker om hendes tid i Kina!

Johanna er også meget "på tværs" - og det holder sgu hårdt ikke at blive for sur... F.eks. hver eftermiddag når hun er blevet hentet i dagplejen, så finder hun hendes sut til bilen når vi kører hjem. Jeg bærer hende til bilen - fordi ellers skal vi om 1000 ting omkring der og det gider jeg bare ikke - og NEJ det er ikke fordi hun bare er nysgerrig, det er en mor/Johannating. Når vi nærmer os bilen så ryger sutten meget langt væk og så hyler hun over det. Jeg siger så "Johanna, du smed jo sutten væk, nu må du vente med at få den til jeg har spændt dig fast i bilen!" Og så bliver hun vred og jeg siger - stop så - nu nok - sådan på en fast måde og hun græder inderligt og vender sit ansigt væk! Jeg har prøvet at sætte hende ned og hente sutten der eller lade hende hente den selv - men hun løber bare den anden vej og så er vi der igen...
Når hun er med ude at handle kan det være det samme - og flere gange har jeg bare sat hende ned i indkøbsvognen for ikke at få konflikter - for vores begges skyld, fordi jeg orker det bare ikke! (også fordi vi i børnehaven har nogle børn der tærer meget på mig, så jeg må lige samle kræfter...)
Hudløs - det er vi begge to... Johanna, fordi hun er Johanna med hendes baggage som vi skal hjælpe hende med at håndtere, jeg fordi jeg er mig, der skal hjælpe mit barn igennem - men jeg har også fejl og mangler - og fordi jeg kan se hvor ondt det gør på mit barn nogle gang bare at være til...
     
     
     
F*ck et lortevalg...
 
Tirsdag d. 13. november 2007
Politik er ikke noget jeg beskæftiger mig synderligt ved - interessen er bare ikke så stor. Men jeg ved dog hvem jeg skal stemme - og har stemt på - og hvor går det bare dårligt! Hvorfor kan folk dog ikke se, at der skal noget nyt til?!! Hvor er jeg træt af Fog, alle de nedskæringer i det offentlige - ja, ja jeg ved godt at der skal spares, men prøv lige at være bare i en uge i en børnehave med de normeringer vi har og alle de ting vi skal lave - og der kommer bare mere og mere til...
     
     
     
Når man ikke holder øje...
 
Tirsdag d. 13. november 2007
     
  ... så kommer barnet til at se sådan ud!!!
Lørdag formiddag hvor jeg var ude at handle havde Frank lige travlt med et eller andet på computeren - Amalie var i gang med noget i stuen og Johannamusen - ja hun havde fundet de store tusser på Amalies værelse - hvordan de så end var kommet derind for der må de ikke være...
     
  Og se lige dykkerbrillerne - dem fik hun brug for da hun kom i bad for at blive skrubbet...
     
  Utroligt at man kan få SÅ mange farver på én arm...
     
     
     
Amalie tandløs...
 
Tirsdag d. 13. november 2007
     
  Lettere panisk kom Amalie hjem fra skole i går. Jeg var hjemme og vi havde aftalt at hun gik hjem efter skole selv. "MOAR, min tand er ved at falde ud!" Og det var den. Meget løst sad den der - og var lige til at hive ud hvis man ellers fik lov, men eftersom barnet var lidt bange for at der kom blod over det hele og at det gjorde ondt - det var trods alt første tand vi snakker om, så måtte jeg bestemt IKKE røre!
I stive 3 timer sad hun med et stykke køkkenrulle op foran munden - hvad det helt gik ud på, fandt jeg aldrig rigtig ud af, men efter at have opfordret hende til rokke med den enten med tungen eller fingeren faldt den endelig ud! Og hun var stolt som en pave!
Og heldigvis kom tandfeen med en lille gave - guldpenge - OG lod tanden ligge i sin æske - "men moar - havd skulle tandfeen også bruge alle de tænder til?!!"
     
     
     
Far stemmer du ikk' på Sofie???
 
Tirsdag d. 13. november 2007
Amalie var meget nysgerrig over de der sk*de valgplakater - og vi har forsøgt at forklare hvad valg - og valgplakater - er for noget. En aften i sidste uge da vi sad og spiste kom det så fra hende: "Far, stemmer du ikke på Sofie?" Nej, det gjorde faren så ikke og jeg fik også spørgsmålet, som jeg besvarede ved at spørge om, hvorfor hun ville vide det. "Fordi hun ser så sød/pæn ud!"
Og stiller Sofie op om 12 år - jae så har hun stadig en stemmer her på matriklen... Jeg ved så ikke helt, hvad jeg mener om begrundelsen...
     
     
     
Moar - hvor mange øl drikker du om dagen???
 
Mandag d. 5. november 2007
Ja, det var hvad Amalie spurgte mig om i går til middag!!! Og det var ikke engang fordi jeg drak øl - næ jeg havde tiltusket mig et glad saftevand fordi jeg bare var SÅ tørstig! Og spørgsmålet gik vist også på saftevandet - men hun har nu kommenteret min øldrikning her på det sidste - for julen står jo ved døren og dermed juleøl! Jeg taler ikke om jule-juleøl - næ jeg taler om Nisse-jule-øl! UHM!!! Forrige fredag blev indkøbt en pakke med 6 - de 5 er væk:) Amalie synes bestemt at det er AD - og står og GLOR når jeg tager en tår - og vil bestemt ikke smage?!!
Kun én jul fik jeg for mange - for 6 år siden da jeg ammede Amalie - hun kom jo meget belejligt der midt i september og snart kom der nisse-jule-øl som siges at skulle producere mere mælk (for ammende naturligvis...) Jeg bællede dem i mig - og jeg må sige at jeg nåede grænsen for, hvor meget selv jeg kan indeholde af jule-nisse-øl!!! Da vi nåede til julen, da kunne jeg bare ikke mere - YARK!!!
Men NU er jeg i topform igen og klar til mange flere...
     
     
     
Kling klang - langa hår og sko på!!!
 
Lørdag d. 3. november 2007
Vi er lige kommet hjem fra teatret alle 4 - eller dvs. Frank kørte os derind og pigerne og jeg var i teatret (det passede dårligt med Johannas middagslur og bussen til København og jeg er ikke god til at parkere en lørdag eftermiddag midt i København!).
Det var rigtig godt og kan kun anbefales! Johanna sad musestille på mit skød hele stykket igennem og bare kikkede. Da spillet var færdigt, gik hun meget op i at det var slut og ville gerne ind igen for at se hej til skuespillerne - så det var da en vellykket tur.
Men da vi mødtes med Frank var det med ordene "langa hår og sko på!" - den kvindelige skuespiller havde langt hår og sko på - og dét er lige noget for Johanna. Næsten hver eftermiddag når jeg henter i dagplejen, bliver jeg mødt med Svadaen "X's mor langa hår og sko på..."
     

  Der er lyd og musik overalt. Musik, der skaber billeder i os. KLING KLANG er en både varm, magisk og forunderlig forestilling om musikken, der opstår imellem os, du og jeg – næsten helt uden vi behøver at tale sammen.
Hvad enten instrumentet er en gulerod eller et cykelstel, en vandhane eller en skraldespand, opstår spændene og mærkværdige lydflader, som spiller ind på tinge omkring os og den måde, vi er samen på. Tingene folder sig ud, ligesom vi måske (vi-)ser nye sider af os selv.

Forestillingen handler om det uforudsigelige i mødet mellem mennesker, om det at kommunikere både med og uden ord, og om mulig for at finde sammen, selvom vi måske på overfladen er helt forskellige.
Måske er vejen imellem os kortere, end vi egentlig går rundt og forestiller os?

Forestillingen er for de 2 til 8-årige og kan ses indtil 18. november på Zangenbergs Teater
     
     
     
Stakkels Johanna...
 
Lørdag d. 3. november 2007
Onsdag morgen havde Johanna et myggestik på sin mave - eller det troede vi i hvert fald. Johanna har haft rigtig mange stik og knopper lige fra vi fik hende - i sidste uge lignende hun jeg ved ikke hvad i hovedet - der er stadig mærker efter det - vagtlægen mente at det var allergi (uden at have set hende - det kom meget pludseligt og voldsomt, derfor kontakt til vagtlægen), egen læge mente efter at have set hende mandag at det var insektbid - men da hun kom i dagpleje tirsdag fandt vi ud af at et af børnene nogle uger forinden havde haft samme slags knopper og nu havde 2 af de andre børn fået det - ergo - VIRUS!!! Men nok om sidste uges knopper...
Onsdag efter frokost tikkede en SMS ind fra dagplejemoren "I bør nok søge læge, tror at det er en byld!" Heldigvis var der eftermiddags/aftenkonsultation - godt for det for jeg skulle selv nå til kiropraktor og hente hele 3 børn, da vi skulle passe Anna et par timer! og jeg var ikke helt glad ved tanken om Anna og Johanna hos lægen - men det havde jeg jo nok klaret, hvis det skulle have været!
Og diagnosen hos lægen var en byld! Den var virkelig vokset med eksplosionsfart dagen igennem - fra at have været et lille rødt mærke - var den allerede om eftermiddagen meget hævet og hård og det var tydeligt at se, at der var "noget" indeni.
Så Frank blev sendt til apoteket for at hente penicillin - som Johanna bestemt ikke brød sig om at få! Sidst hun fik penicillin måtte vi sprøjte det i munden, fordi smagen kunne ikke gemmes i noget mad, så det startede vi også med. Onsdag aften gik sådan ok, men torsdag morgen kom det hele ud igen, så hun fik en ny portion som blev inde - under skrig og skrål og "ADR ULÆKKERT" som hun selv sagde. Om aftenen prøvede jeg at putte det i is - og det gled ned uden problemer!
Desværre er det gået lige i maven - Johanna der ellers er kendt for sine hårde lorte har nu fået "vællingeskid" - og det lugter RIGTIG fælt!!! I nat vågnede hun lidt i midnat - flere gange var vi inde og lægge hende ned - den sidste gang kunne jeg snildt lugte, hvorfor hun havde været urolig - føj siger jeg bare... Derefter sov hun dejligt resten af natten - efter en tør og ren ble vel at mærke!
Heldigvis er bylden på retur - allerede torsdag morgen var den meget pænere! Lægen sagde at så længe der ikke var hul på den måtte hun være i dagplejen, men jeg aftalte med min kollega at hun kom med nogle timer på arbejde, fordi vi anede jo ikke, hvordan den så ud torsdag morgen! Og hvis der var hul blev jeg hjemme! Hun hyggede sig vældig godt med de andre børn og det var også sådan ok at jeg sad med nogle andre på skødet, der var kede eller sure! Men hun var MEGET træt til sidst og faldt i søvn på vej hjem i bilen og kunne lige ekspederes over i barnevognen!
     
  Her til formiddag blev jeg forvist til den ene sofa, hvorefter Johanna hentede flere køkkenting og lavede mad til mig:)
     
  Det er ikke så tit at jeg får lov til at "skyde" Amalie, men det fik jeg her...
     
  Og her...
     
  Torsdag fik vi pizza til aftensmad - begge piger hjalp til...
     
  Og de hjalp til...
     
  Og de hjalp til... (det er altså svært at vælge ud...)