“Hvor var du bare heldig mor!”

Amalie har i den sidste tid talt rigtig meget om Mathias og Simon - og savnet dem som nu en 6-årig kan savne nogen, som hun aldrig har kendt.

I den forbindelse har vi også talt en del om begravelser - og også om at hun ikke var med til deres begravelse, fordi hun var så lille (1 år 4½ mrd), hvilket hun var lidt ked af at hun ikke var - men kan på den anden måde også godt forstå, at hun var lille.
Jeg fortalte så, at jeg godt kan forstå, at hun gerne ville have været med, fordi jeg ville også gerne have været med til min farfars begravelse, men måtte af uransagelige grunde ikke komme med for min farmor.
Og så er det Amalie udbryder “Men mor så var du da bare heldig at du kom med til Mathias og Simons!”

Jeg følte mig ikke lige så heldig d. 31. januar 2003 - men den dag denne bemærking faldt følte jeg mig rigtig heldig over min betænksomme store datter…

4 Responses to ““Hvor var du bare heldig mor!””

  1. Tina Says:

    Hvor er hun bare dejlig og åbenbar. Det er nemlig det der er det dejlige ved ens børn. De kan ligesom bringe tingene helt ned på jorden med deres børnelogik.

  2. Tanja Says:

    Ja hun er skøn hende Amalie :)

  3. Nina Says:

    Ja en uheldig kommentar, men af hjertet talt, af datteren din på 6½ år :-)

    Godt hun mente det, som noget andet end, hvad vi hørte :-)

    Kær er hun i hvert fald

  4. kriss Says:

    sådan er der så forskellige måder at se det på…børn har en lidt anden tilgangsvinkel til tingene - nogen gange ganske befriende og alligevel. Jeg får også mange sælsomme bemærkninger. Men det vigtige er vel at vi har givet vores store børn et godt og fornuftigt forhold til deres døde søskende, og et nogenlunde forhold til døden - når det nu ikke kan være annerledes

Leave a Reply