Archive for august, 2011

Tanken om snart fyrre, fed og færdig…

søndag, august 28th, 2011

… var sgu ikke videre opmundtrende!

Eller det vil sige - det med alderen, det kan jeg jo ikke gøre noget ved - og det er vel heller ikke så slemt at blive fyrre - eller er det? Jeg tror, at jeg har det helt fint med det! (Det eneste, der tynger mig aldersmæssigt og virkelig gør, at jeg føler mig gammel, er, at jeg har 2 piger, der nu begge går i skole og jeg dermed er uden børnehavebarn…)

Men fed og færdig - dét kan jeg gøre noget ved!!! Og noget skulle der gøres…

Vinteren har gjort noget ved fedtdepoterne - plus 9 kg :( Men jeg har endelig gennemskuet mønsteret i min op-/nedgang i vægt! Fra februar og frem har jeg de sidste par år taget på - i juli/august har jeg taget mig sammen til at tabe mig og sidst på efteråret og frem til februar har jeg holdt vægten, hvorefter det hele er startet forfra igen.

Dumt… Meget dumt. Men nu kan jeg se mønstret - og dermed gøre noget ved det! Og det gør jeg.
1. fase er at tabe det, der er kommet på! Jeg har allerede tabt de første 6 - på bare 5 uger. Det er SÅ dejligt! Jeg kan passe nogle af mine bukser igen - og dét er en rigtig god følelse!

Og det er sket uden de store afsavn. Den sunde mad: mange grove grøntsager, masser af protein, få kulhydrater og en masse vand/kaffe/te + motion gør at min PCO holdes i skak og jeg dermed ikke får de store lyster til sødt - i hvertfald ikke andet end at jeg kan drikke det væk med en kop kaffe eller spise et stykke tyggegummi.
Og jeg har for første gang i mange år ikke den store sultfornemmelse!

Motionsmæssigt er det gode, ved kun at have skolebørn, at jeg kan cykle frem og tilbage til arbejde - og det har jeg gjort lige så meget, som det har været muligt!
Og næsten hver aften har jeg stået på crosstraineren 30 minutter og set tv. Det gode ved at stå der og bare gå og glo tv er, at jeg ikke kan spise imens :)
Løbe må jeg stadig ikke - og jeg må nok indse, at jeg ikke kommer til det med min lænd - men crosstraining og stavgang - ja sidstnævnte ser tåbeligt ud, men det er sgu god motion.
I motionscenteret har jeg siden foråret gået til pilates - og det er rigtig godt for min kropsholdning!

Når der kommer sundt mad på bordet - nej det er løgn at skrive sådan for vi har i reglen altid fået sundt mad, jeg har bare ikke helt fået alle de grøntsager jeg skulle have og min last har jo været at ty til ungernes lørdagsslik, når de er gået i seng. SÅ hyggeligt at ligge der på sofaen med tæppet, glo tv og kører ind…
Men når kosten er sundere og motionen en del af livet igen - ja så har Fru Mette meget mere overskud til så meget andet! Og det er jo ikke en dårlig bivirkning vel?

Sommerferien 2011

søndag, august 21st, 2011

Tøserne og jeg drog mod nordvest - nærmere Fagerholt - hvor vi havde en rigtig dejlig uge med den danske sommer og hvad der dertil høre :) Pigerne legede med deres bondegårdsferievenner - og jeg fik læst og syet og snakket med de andre og ikke mindst Anni.
Der var mest sol men også regn - og børnene var jo totalt ligeglade med vejret for enten var der leg i halmen eller også var det på med regntøjet og bare ud i regnen!

ferie2.jpg

Johanna er ikke at finde på et eneste billede ude på engen med får. IKKE om hun ville derud - for hun kunne jo komme til at træde på en fårelort!

ferie1.jpg

Amalie venter på tur…

ferie3.jpg

Og ligeledes gør Johanna…

ferie4.jpg

Johanna og jeg var så heldige, at vi kom tilbage på lille visit 2 dage efter, at vi var var taget hjem.
Vores naboer har længe gerne ville af med deres kaniner - og Anni stod og manglede nogle. Så enden på det blev, at jeg lovede at køre forbi på vejen til min forældre, hvor Johanna og jeg skulle på ferie, så Frank kunne få fred og ro til at arbejde (Amalie var allerede draget videre på camping med sin moster og 3 jævnaldrende kusiner):
Johanna syntes, at det var noget underligt, at der var nye mennesker - men hesten var heldigvis stadig den samme og hun fik lov til at få en tur :)

ferie11.jpg

Søndag d. 17. tog Amalie og jeg toget til Stockholm (note til mig selv - tag flyet næste gang…), hvor vi var i 5 dage.

ferie21.jpg

Vi boede på et vandrehjem - båden er en del af vandrehjemmet - jeg havde dog bestilt et værelse i huset til os, for jeg gad ikke gynge…

ferie31.jpg

En af dagene tog vi en båd til en lille ø en i Skærgården. Der var SÅ dejligt! Vi kom med første båd - så vi kom til en tom ø - der var vist 2 eller 3 huse at bo i - resten var reataurenter eller butikker. Men både lagde til hele dagen - så der var godt fyldt da vi drog hjem sidst på eftermiddagen.

ferie51.jpg

Amalie brugte vel 5-10 minutter på at lægge sig godt tilrette med håndklædet - hvordan man så end kan bruge SÅ lang tid på det? Men det kunne hun. For så efter MAX 5 minutter at sige “Moar, nu har vi vist ligget her længe nok!”

ferie41.jpg

På selvsamme ø kunne man - mod betaling selvfølgelig - lave en lille skål. Amalie lavede den yndigste hjerteskål - og vi fik den hel hjem udstoppet med sokker i kufferten - hvorefter der gik 2 dage og så revende den. Øv…

Vel hjemme igen havde hele familien lige nogle dage sammen inden faderen og tøserne kørte mod vest. Amalie blev sat af hos fasteren og de 2 andre drog videre til farmor/farfar. Alt imens at jeg dovnede den herhjemme! Nøj hvor jeg N-Ø-D!!!
Johanna nød også at far ikke har helt samme restriktioner med MIT kamera - så der kom mange sjove billeder med hjem… Dette er Johanna og farfar :)

ferie5.jpg

Da yngste og farmand vendte hjem, efterlod de ældste hos farmor og farfar - det barn så ikke meget egen selv heller den sommer…

Og 1. august var det hverdag for mig igen… Hvorimod både Frank og tøserne havde masser af ferie til gode endnu. Jeg nappede dog lige lidt afspadsering fra onsdag middag - for da drog Amalie og jeg på spejderlejr. En dejlig, dejlig tur hvorfra jeg har ingen billeder overhovedet! Andet end dem i mit hovedet selvfølgelig - og de er vel i bund og grund også de bedste…

Det største, der er sket her i sommer…

søndag, august 21st, 2011

… er selvfølgelig, at Johanna er startet i skole! I hvertfald hvis du spørger mig! Hvis du spurgte Amalie, er det sikkert den kendsgerning, at hun fik mad på “Den Gyldne Måge” op til flere gange, da vi var i Stockholm - men det er en helt anden fortælling…

Onsdag d. 10. august startede Johanna i skole!

j-skole1.jpg

Op til NÆGTEDE hun at tale om skole og SFO - og hun blev mere og mere mavesur. Det endte med at jeg satte mig med hende og lavede holding. Satte ord på hendes tanker - eller ihvertfald hvad jeg tror kørte rundt i hendes hoved: at hun var vred på mig, fordi jeg havde været væk hele 3 gange i løbet af sommeren (Stockholm 5 dage med Amalie, alene hjemme da faderdyret og børn tog 4 overnatninger hos farmor/farfar og så var Amalie og jeg 2½ dag på spejderlejr i starten af august) og at hun var bekymret for, hvordan det skulle være at starte i skole.
Det hjalp. Vi fik en helt anden pige bagefter! Mest af alt har hun været bange for at nogen skulle drille.

Om mandagen startede hun så i SFO. Jeg var med hele dagen - fik dog allernådigst lov til at daffe hjem for at hente noget vigtigt, som hun godt kunne se vigtigheden af (en madpakke til veninden, der er startet i samme klasse), men det tog ikke længe, for vi bor jo lige ved siden af.
Det gik rigtig fint - dog kom hun ud til mig - jeg sad med kaffe og en god krimi på bænken - da de skulle spise frokost. “Moar, jeg vil spise med dig!” Det vidste sig, at de havde fået at vide, at de skulle hente deres madpakker, fordi de skulle spise - men ikke fået at vide, hvor de skulle spise. Og det har hun brug for at vide.
Det fandt vi så ud af, jeg fik dem sat og kunne gå ud til min krimi igen.

Dagen efter var Frank med - han gik hjem i 1 times tid - og kom tilbage til en glad pige!

2 korte dage i SFO, der var gået godt! God start!

Onsdag startede skolen.
Først afsted med Amalie, der skulle møde kl. 9. Sang om flagstangen, derefter ned til hendes nye fløj - hun er jo rykket op på “mellemtrinnet” nu - så stor hun er blevet! Og så hjem igen fordi kl. 10 skulle vi være om flagstangen med Johanna.

amalie.JPG

Vi var vel inde i klassen i 20 minutter, inden vi blev smidt ud - og det var intet problem at gå. Hun sad ved et 4-mands bord sammen med 2 ukendte drenge - og sin veninde - så det kunne ikke være bedre. Hun glædede sig og der var ligesom også gået hul på bylden.

j-skole2.jpg

Og det var en meget glad pige, som vi hentede kl. 13, da hun fik fri :)

Hun er meget glad for at gå i skole - og Kristinas ord er lov (det er hendes børnehaveklasselærer). Faktisk har hun status som Gud! De første morgener var det nemt at sige farvel - “for mor, de voksne skal jo gå inden klokken ringer!” Men så fandt hun ud af, at der er en masse andre voksne, der bliver til klokken HAR ringet - og så begyndte hun at klæbe. Specielt har hun været ked af det, når Frank har afleveret - men de 2 har også et forhold, som han selv må rode med på den konto. Nu er jeg spændt på, hvordan det går i morgen, hvor det er min tur.

Vi hører hver dag om alt der er sket - hurra for det endnu - for jeg ved at erfaring, at det hurtigt holder op igen! Og så kommer der mange tanker hun har tænkt. “Moar, jeg vil gerne have lys hud, som alle de andre - hvorfor kan jeg ikke få det?”

“Moar, nogle af de andre har tegnet deres hudfarve forkert!” De tegnede meget hurtigt et selvprotræt, hvor de har skrevet navn og fødselsdag på. Johanna har tegnet sin hud meget mørk - men der er der også  mange andre, der har - dog ikke så mørke som hendes.

Vores bange anelser om, at de evigt og altid flyttede pladser og om hun kunne håndtere det - ja de har allerede fået ny plads én gang og de har ikke engang været der i 2 uger endnu - men det har hun taget i stiv arm. (7-9-13…)

Hverdagen er lige så stille sneget sig ind på os igen. En anden hverdag. En hverdag med 2 skolebørn med hvad, der dertil hører. En hverdag, hvor jeg kan cykle til børnehaven nu - og gør det langt de fleste dage! En helt anden hverdag!