Archive for april, 2011

En dejlig dag

lørdag, april 16th, 2011

johanna.jpg

I nat sov vi i børnehaven Johanna og jeg og alle de andre kommende skolebørn. 5 børn alt i alt - og en voksen mere selvfølgelig.

Vi havde en fantastisk eftermiddag med bål, popcorn, stegte skumfiduser. Og for første gang ved en overnatning måtte de krybe i flyderdragterne for kl. 17 var det for koldt at være ude uden. Men for dejligt vejr at være inde i. Normalt har vi haft overnatning slut maj, start juni men grundet Lyngby-Taarbæk kommunes nu tidlige skolestart (4 skoler pr 1. maj i år, alle skoler 1. maj 2012) har vi måtte flytte rundt i kalenderen, da vi har et barn, der nu skal i skole.
Personligt synes jeg at det er noget hø at de skal afsted så tidligt - lad dem for dælna da være børn lidt endnu. Var det så bare fordi at man vitterlig ville noget fagligt - ikke at jeg tror at 2 mrd gør det store - så var det - måske - en anden sag - men beslutningen er taget for at spare og ikke mindst få plads til børnehaverne til vuggestuebørnene så de små nye kan komme i vuggestue. Om 5 år skal de så sikkert starte i skole 1. januar det år de fylder 6…

Nu vel det var ikke tidlig skolestart jeg ville blogge om.

Det var bare om en dejlig dag i går, en nat der startede med en mus i væggen - som heldigvis gik i seng igen og først lod høre fra sig lidt i 7. Gid man kunne sige det om børnene… Et par bøllespire vågnede 5.15 - men faldt heldigvis i søvn igen, men kl. 6 var det SLUT. En for en vågnede de og 6.50 var alle vågnet og så var der knald på igen :) Så er der læææænge til kl. 8 hvor forældre og søskende og ikke mindst morgenmaden ankommer ;)

Vi er vel hjemme igen - og godt igang med at gøre klar til sidste fødseldags-ryk-ind i morgen. Familien kommer til frokost - den er der næsten styr på - der er bagt kager og lavet lagkager, mangler bare at lave en dej til nogle brød - og rydde op og gøre rent og dække bord. Men jeg må nu indrømme at jeg er lidt flad, så det går lidt langsomt :) Tøsepigerne er smidt ud i haven til deres far - der står og griller bacon - HERLIGT så stinker hele hytten nemlig ikke af det!!!

Rigtig god weekend derude!

I dag er det Johannas fødselsdag…

torsdag, april 14th, 2011

… HURRA HURRA HURRA !!!

Dagen startede frygtelig tidligt.
“Nogen” vågnede over en time førend vækkeuret var sat - dvs. sådan 5.20… Det blev ignoreret en 20 minutters tid - stakkels barn - men hun lå da trods alt rimelig stille, så stille som en lille fødselsdags grill kylling kan ligge :)
Så kom hun op og vi lå og puttede under samme dyne og 10 i 6 stod vi op. Ikke til overraskelser men for at bage boller til børnehaven af dejen, der allerede stod klar i køleskabet.
Som vi skulle til at gå ind for at vække resten af familien, så gaverne endelig kunne komme frem, da kom storesøsteren gående ind i stuen. Hæ hæ - vækkeuret havde vækket dem :)

johanna1.jpg

Og tænk engang at få det der stod nr 2 på ønskesedlen :)  (nr. 1 var flere Barbiedukker men nok må være nok - synes Fru Moder!!!)

johanna2.jpg

Storesøsteren var en anelse muggen over at fødselaren fik netop dét spil som hun også havde ønsket sig - men sådan er livet jo engang imellem… Hun kunne dog trods alt godt hjælpe med at vise hvad det gik ud på :)

johanna31.jpg

Og lidt før 9 - ja jeg følte jeg havde været oppe i en evighed der allerede - var vi i børnehaven og barnet fik fødselsdagskrone og kappe og eventyr og der blev danset og sunget, og vi fik lækre nybagte grovboller og tilsidst chokolademuffins.
Og gave selvfølgelig - en fin fin dolk!

Nu er vi hjemme. Faderen er kørt på genbrugsstationen med affald, Johanna ser en film, jeg blogger, snart kommer Amalie hjem og vi skal have frokost. (Ældste ringede kl 11.30 og bad om flere penge! De har emneuge og hun har fået penge med hver dag til mad. Og i dag flere end ellers. 30 kr + resterne fra i går og den løn hun har tjent i dag. De var væk næsten alle sammen. På hvad. Kakao, juice og popcorn. Jeg ville gerne komme med 20 kr fra HENDES pung eller lave en madpakke (vi bor lige om skolen så det er intet problem at gå der over med den) men nix, det faldt ikke i god jord. Vi havde talt om i morges at det var FROKOST penge - ærgerligt… Så derfor sen frokost med ældste lige om lidt :) )

Resten af dagen… Alt og ingenting. Nyde at være hjemme. Slappe af. Dejligt med en omsorgsdag. Vi skal nok lige se hvad de der tvillinger kommer til at hedde. Kl. 16 skal Amalie til klaver og kl. 17-20 skal hun og jeg være på skolen til afslutning på emneugen og skolens fødselsdag.
Vi har valgt at Johanna og far spiser en stille fødselsdags pizza fra grillen herhjemme. For i morgen er der overnatning i børnehaven så hun skal ikke for sent i seng den lille fødselar. For selvom man nu er 6 år - ja så bruger vi temmelig meget energi i løbet af dagen og går kold som i K-O-L-D lige pludselig!

Kan I nyde resten af jeres dag derude!

Operation Påskeglad :)

torsdag, april 14th, 2011

Endelig er jeg og ikke mindst pakken klar til afgang til posthuset…

cimg7403.JPG

***

***

***

***

***

PS: LÆS IKKE VIDERE HVIS DU IKKE VIL VIDE HVAD DER ER I :)

***

***

***

***

***

***

***

***

***

***

***

***

cimg7347.JPG

Håber at den bringer lykke derover i det mørke Jylland ;)

En glad men meget træt spejder

søndag, april 10th, 2011

Ja det var, hvad vi ankom til ved 12-tiden.
En meget meget træt spejderpige, der sad og forsøgte at bage snobrød. Jeg kunne se på hende, hvor træt hun var - og hun brød da også totalt sammen af træthed, da jeg kom hen til hende. Kram og knus - og vi satte os begge og jeg bagte snobrødet færdigt. Fandt madpakkerne og hun fik sig ½ times hvil på farmands skød - hvorefter hun lige kunne klare 1 time mere - med lidt underholdning og kage og så satte vi kursen hjem.

spejder1.jpg

Hun fik et lille hvil, men det var da yngste der først faldt i søvn ;)

spejder2.jpg

Vel hjemme var det af med alt tøjet alle 4 - jeg elsker bål men føj hvor man stinker… Så gang i vaskemaskinen imens Amalie fik et dejligt bad og bagefter ind foran tv, hvor vi fik set “Alvin og de frække jordegern”. Ikke den bedste film - men jeg havde trods alt ikke set den før! Og det er et stort plus.

Nu sover begge piger - Johanna lidt senere end hun plejer - Amalie en del tidligere :) Mon ikke der er dømt en god nats søvn til ældste ;)

Inden længe…

søndag, april 10th, 2011

… går turen vest for Farum hvor Amalie har været på spejderlejr siden fredag aften. Ikke med sin egen flok - næ nej med en venindes. Hun måtte invitere en med - og det blev Amalie, der gladeligt tog imod invitationen :) End ikke tjansen som legetante til pigefødselsdagen i går trak - nok egentlig forståeligt nok :)
Vi har intet hørt - mobiltelefoner var heldigvis bandlyst i pakkelisten - men vi huskede da at lægge et navneskilt med vores navne og telefonnumre med i fald af at der skete noget. Vi har intet hørt - og jeg forsøger at leve efter devisen “Intet nyt er godt nyt!”

Madpakkerne til Frank, Johanna og jeg er smurt - vi skal mødes til frokost. Frank er i haven - trods “be-om-ikke-parfume-klædte-børn” var en ihvertfald iført skyllemiddel og han har det ikke så smart i dag. Jeg ved godt, at det er meget at bede om - men den skide parfume forpester bare vores liv :(

Og ugen der kommer bringer mere… Johanna fylder år på torsdag - og farmand har lovet at tage med i børnehaven til fødselsdag der. Sidste år var han ikke med, hvilket hun var meget ked af og i år har han lovet… Men der er mange dufte der, som børnene bringer med hjemmefra :(

Jeg må indrømme, at jeg fatter simpelthen ikke, at man hælder kemikalier om sine unger - ej heller sig selv. Det er mange år siden - så som i da jeg boede på kollegie - for vel 17 år siden - at jeg skiftede fra duftende til ikke duftende. Min krop begyndte nemlig at klø… Og alt blev vasket - intet mindre kunne gøre det - hurra for et stort kollegievaskeri - og jeg har ikke kløet siden!
Og det er da ikke blevet mindre oplysning siden ang. parfumestoffer og allergener… Men folk skal desværre nok selv opleve/mærke på egen krop, hvad dufte/kemikalier kan gøre ved ens krop…

Nå - tiden går, klokken slår - jeg skal i bad og vi skal snart af sted.
God søndag derude :)

♥ Johanna næsten 6 år ♥

lørdag, april 9th, 2011

fodselsdag2.jpg

I dag holdt vi fødselsdag nr 1 ud af 3…
Med dejligt vejr og knopper i træerne - åh hvor jeg elsker forår!!!

fodselsdag1.jpg

 Balloner, kage og tøser rundt om bordet - det var en dejlig dag…

fodselsdag3.jpg

Skattejagt med posten “løb rundt om træet og kom tilbage og giv Mette et kram!”

***

Desværre sluttede eftermiddagen lidt trist :( Fødselsdagen sluttede kl. 14 - rigeligt med tid til at nå at drikke en kop kaffe og spise resterne af kagen med de afhentende forældre imens pigerne legede færdigt. Desværre var der en af tøserne, der ikke var blevet hentet, så hende måtte vi efterlade legende i haven med Frank, hvilket hun havde det ok med, for Johanna og jeg skulle til gymnastikopvisning til kl. 15.
Johanna havde det bare ikke så godt med at efterlade hende der i haven - hun syntes det var utroligt synd for hende… Og da vi så kom ind i hallen - hvor der sad MANGE mennesker for at kikke på, og gymnastiklæreren kom med en t-shirt barnet skulle iklæde sig - som jeg havde glemt at informere om - så knækkede filmen.
Og efter at have siddet med en grædende Johanna på skødet i en tid, besluttede vi at køre hjem og hygge på sofaen med en film. Der var ingen grund til at blive der - for det var ikke for Johannas skyld, det ville have været for min.

Nu har vi nusset og set film - Pippi kører stadig men der er ikke mere brug for mig :)
Og hvad har jeg så lært af det? Jo, yngste er stadig og vil i mange år sikker stadig være en sprød og sart dame - der trods sine rundsave på albuerne og højlydte væsen - ja er meget meget sart. Nok derfor rundsave og høje råb… Hun skal stadig have forklaret mange ting, så der ikke kommer for mange overraskelser og ja jeg kan sgu godt blive lidt bange for der midt i august, når skolen starter og alt det nye står for døren. For jeg ved, at der kommer til at ske mange forandringer - også i løbet af skoledagen som vi ikke har mulighed for inden at fortælle hende…
Jeg kan bare glæde mig over at det ER blevet bedre med alderen og at det nok også skal blive bedre endnu og at vi må forberede så godt vi kan og få talt med hendes lærer og pædagoger, inden hun starter. Og at vi ikke en anden gang både skal holde fødseldag og til gymnastik på samme dag…

At blive mindet om…

lørdag, april 9th, 2011

… hvor vigtigt det er at leve i nuet!

En af mine bekendte her på nettet - vi har begge mistet børn - har mistet sin kæreste. En tragisk tragisk ulykke der kunne have været undgået. Totalt meningsløst.
Når jeg sidder her, er jeg helt tom for ord - mindes hvor ked af det jeg var da vi mistede Mathias og Simon - men vi havde hinanden Frank og jeg. Kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det er at miste en livsledsager

RIP Tim og en kæmpe knuser til dig Belinda <3

Så gik der lige en måned…

mandag, april 4th, 2011

Ja så gik der lige en måned sådan helt præcist… Og hvad gik tiden lige med?

En bi/pande/kæbehulebetændelse af en eller anden slags. Tror at den er væk nu efter 3 gange hos en akupunktør - det har godt nok også været langvarigt… Og trukket kræfter ud - manner jeg har været træt…

Og så har der lige været et guldbryllup. Tænk engang - mine forældre havde guldbryllup i fredags. STORT!!! Dejlig dag - eller rettere dejlige dage (før, selve dagen og efter…) Men hvor var jeg lige træt, da vi nåede lørdag eftermiddag. 2 nætter med godt 5 timers søvn er bare for lidt til mig…

Frank kunne desværre ikke være med pga hans sygdom - men vi andre festede igennem. Johanna blev hentet 21.45 fredag aften - da var hun GODT brugt - og havde spurgt i 1½ time hvornår farmand hentede hende.
Amalie gik kold kl. 2 - men vi skulle jo lige pakke sammen og have Guldbrudeparret med (jeg var frisk til at køre) så kl 3.00 dut lukkede hun øjene i - og hvad der føltes som lige efter blev jeg spurgt “moar må jeg godt stå op nu? Kl er snart 9!” Jeg havde nemlig formanet barnet i at første gang hun vågnede skulle hun vende sig om og sove videre, anden gang skulle hun gøre det samme og først tredje gang måtte hun stå op! Jeg tror hun havde glemt det - også hvordan man kikker på uret - for da jeg kikkede lidt efter stod viserne på 8.15!!!! SUK!!!

Billederne her er fra dagen derpå - med diskotøsen ;)

dagen-derpaa2.jpg

dagen-derpaa4.jpg

Og med Guldbrudeparret i dejligt joggingtøj - vi trængte alle til at slappe af…