mettes

På 2 dage er nu kommet mere end en håndfuld kommentarer ad forskellige veje - og jo jeg er her skam endnu! Jeg har skam også haft en del tanker om at blogge - men energien har ikke rigtig været der…

Som mange nok har bemærket er indlæggende dalet lidt i antal, siden jeg begyndte på min kostomlægning - mange aftener er brugt på at gå ture med mine stave eller også er de blevet brugt på at pleje mit medlemskab på Slankedoktor. 13 kg er der røget af nu og det er jeg ganske stolt af! Tænk engang at kunne krybe i en str 40 i bukser - godt nok er de i stræk men der står 40 i dem:) Det er godt nok for mig pt!

Ellers… Ja den ene dag tager jo bare den anden - vækkeuret ringer, op, afsted med 1-2 børn, aflevere 1-2 steder, på arbejde, hente 1-2 steder, måske handle, hjem, rydde op, vaske, lege, lave mad, rydde op, gøre klar for natten, putte - og endelig er der lidt tid kun til mig og manden… Kender I ikke alle mon denne rytme?

For 1 uge siden lærte jeg at sætte pris på de dage, nyde hver dag der er, nyde hver dag vi vågner op friske og raske… En af mine veninder har fået kræft, opdaget ved et tilfælde, og det ser ikke helt godt ud… Vi er ikke tætte veninder, men nyder hinandens selskab et par gange om året - og så føles det som om, at vi altid har været sammen!
2 mindre børn og en kræftsygdom - dét slog mig ud… Når jeg tænker kræft, tænker jeg også død, og tænker jeg død, tænker jeg også Mathias og Simon og det har jeg så lige brugt nogle dage til at ruge over… Jeg ved godt at man skal tænke positivt, hun SKAL klare det, men vi ved alle også, hvilken vej det kan gå! Og det er bare ikke til at holde ud. Tanken om at det kunne have været mig - eller dig - den er heller ikke rar - ingen kan vide sig sikker…
Alle disse tanker gør mig så træt…

Oveni har vi en Johanna der står for et stort skift! Fra dagpleje til børnehave. 2 dage har hun tilbage nu - tirsdag er sidste dag. Hun har vidst det den sidste måneds tid - at når det har været sommerferie, så skal hun i børnehave og ikke i dagpleje.
I sidste uge sagde hun en morgen - og har sagt det flere morgener siden: “Jeg VIL i børnehave NU!” Desværre var det ikke ment positivt - jeg kunne mærke, at det var sagt fordi skiftet er svært. Svært at skulle forlade hendes - og vores - elskede L. Det bliver et kæmpe skift for hende - og også for os - selvom hun skal med mig i børnehave, så er det jo en børnehave og ikke et sted med fred og ro og bare 4 børn.
At hun tænker på det, kan jeg også hører i andet hun siger. “Moar, hvorfor går du fra hende?” Det har hun mange gange i de sidste uger spurgt mig om, når vi har afleveret Amalie i skolen. “Moar, du må ikke gå fra mig vel?!! Du skal tage jakken af!” kommer ofte når vi er på vej til dagplejen.
Hun har også i den sidste tid været meget følsom, hvis hun ikke har kunnet finde Frank eller jeg -sådan har hun nu altid været, men det er helt sikkert blevet “større” nu. Den anden dag sad jeg lige inde på kontoret, og hun kunne ikke finde mig, men vidste at jeg skulle handle - og troede at jeg var kørt. Og hvor hun græd. Hver gang bliver hun forsikret i, at jeg ALDRIG kører fra hende uden at sige farvel!!! Tænk at det sidder SÅ dybt endnu - og det smerter mit hjerte at det er blevet værre pt.

Amalie - vores store skolepige - har sommerferie nu. Det har jeg i princippet også - men eftersom at jeg lige har nogle praktiske gøremål mandag - så som et par timer på arbejde - så kommer hun i SFO. Tirsdag tager vi 2 en fridag - og om eftermiddagen skal vi til afslutning i dagplejen. En epoke er slut… SNØFT!!!

En epoke mere er slut - Amalie skal sige farvel til hendes første klasselærer For børnehaveklasselæreren følger ikke med op i 1. - desværre! Det er nu ikke første farvel hun har haft i det sidste år - en pædagog blev langtidssyg og en er gået på barsel (begge hjalp til i klassen) - men hun er heldigvis robust og tager det i stiv arm! I forgårs mødte jeg hendes nye klasselærer, han virker meget flink! Og andre forældre siger at han er rigtig god, så det er jo godt! Desværre er der nogle praktiske problemer i skolens timeantal, der gør at der pt mangler en dansklærer i netop hendes klasse og som det ser ud, bliver der en lappeløsning til efterårsferien… Jeg har tiltro til at de ved, hvad de gør og at det er godt nok… Kan jeg andet?

Onsdag drager tøserne og jeg på bondegårdstur - håber at vejret bliver godt - også selvom det ligger lige sammen med Roskilde festivallen, hvor det jo næsten mere end sikkert plejer at regne… Men ikke i år…

Lige nu vil jeg bare finde min seng…

… var vi også til fødselsdag. Egentlig skulle jeg ikke have været med, for jeg skulle have været temmelig højgravid med tvillinger - og så syntes Svendborg laaaaaaaaaaaangt væk, når der helst skulle fødes på Herlev!

Men jeg var med - for jeg var ikke højgravid. Min mave var bare fed og flæsket - og jeg (og manden) var temmelig trist og det var en meget, meget svær dag at komme igennem. Tanken om at det bare ikke skulle have været sådan var ikke bare sådan til at forlige sig med og jeg stod faktisk i køkkenet og vaskede op hele aftenen, fordi jeg kunne bare ikke være sammen med de andre i festlig lag! Dér var jeg bare ikke.

Nogle forstod og kom i deres “promillesnak” med nogle rigtige dejlige kram og kommentarer - det varmede midt i sorgen!

5 år efter er jeg et helt andet sted - tiden læger ikke alle sår men det bliver nemmere med tiden at være mor til 2 døde børn. Og dog er der stadig dage der - nej jeg vil ikke sige at de er svære, for når jeg sammenligner med det første år efter Mathias og Simons død, så er der intet, der har “slået” det siden! Men der er dage, der får tankerne tilbage til tiden før, under og året efter deres fødsel! Måske er det at kører forbi kirken bare det der sætter det igang, eller noget musik eller et par sætninger overhørt fra en snak fremmede imellem. Eller som nu - 5 år senere end for 5 år siden… Det er lidt en mærkedag!

Mærkedag… Hmm vil mange tænke - tænk at have mærkedage for sine døde børn. Men sådan er det vist for langt de fleste af os med englebørn. Der er de her dage, der betyder rigtig meget - og sådan er det bare!

Den første lange tid var tirsdag aften en mærkedag - de blev født en tirsdag aften. Ikke fordi at vi ville gøre det til en mærkedag, men sådan var det bare! Og lige pludselig var det onsdag morgen - og vi havde helt glemt at det havde været tirsdag aften!!! Og så kunne man lige have dårlig samvittighed over det et stykke tid…

Den 21. var også vigtig i meget lang tid - deres fødsels- (og døds) dag! Med Amalie tog jeg et billede af hende hver den 11. i det første år - hvad skulle vi stille op den 21.? Som med tirsdagene blev den 21. lige pludselig bare en dag - men tanken om månedsdagen kan da af og til strejfe mig, når jeg ser, at det er den 21.

Det første år var det også terminsdagen - både den dag der var blevet fastsat som dagen for igangsættelse og selve den oprindelige - altså dagen for de fulde 40 uger i maven. Igangsættelsesdagen var rædselsfuld - til trods for at jeg IKKE havde hæftet mig på datoen, havde jeg smerter i underlivet og var meget, meget ked. Andre der har født før termin har også oplevet at på terminsdagen (eller igangsættelsesdagen) fik de veer. Ja jeg ved at det lyder underligt, men det var det der skete.

Af andre mærkedage - julen. En mærkedag på den måde at mine børn kommer med mig/os i kirke - og de var der bare ikke!!!

Mærkedagene er som sagt blevet mindre - vi fejrer stadig deres fødselsdag og vil nok gøre det længe endnu - måske altid - for de er vores børn omend at de er døde!

Terminsdagen(e) dem tænker jeg ikke mere over - og dog - i dag holdt jeg en 5-års fødselsdag i børnehaven og da jeg på et tidspunkt kikkede på fødselsdagsbarnet inden festlighederne startede, så faldt tanken på, at vi også skulle have haft to 4-årige rendende rundt med en 5-års fødselsdag lige om hjørnet!

I kirken til jul - jae det er stadig lidt svært - og da jeg for 1½ år siden var til begravelse, tudede jeg øjnene fulde både i sorg over min veninde havde mistet sin far - men ikke mindst over Mathias og Simon…

Når jeg snakker med andre, der har mistet - og det for længere siden end 5 år - mange flere år - så er det “bare” en sorg vi altid vil have og tanker der altid vil komme.

For andre er det måske underligt (og dét er en kendsgerning) at så forholdsvis små børn som Mathias og Simon, har sat sig så dybe spor i mig - men det har de og det slipper mig aldrig - dét er også en kendsgerning. Jeg har lært at leve med det - tabet og sorgen - leve så livet er værd at leve, nyde min mand, mine to levende børn - nuet (dog ikke lige de sidste dage med sure forældre over den nu afblæste lockout/strejke) - men jo jeg har lært at værdsætte livet igen og leve uden at være ked af det hele tiden.

At miste sine børn er noget jeg ikke ønsker for min værste fjende - men på den anden side ville jeg heller ikke have været foruden Mathias og Simon! Igen en ting som jeg tror, at det måske kun er “engleforældre”, der forstår. At vi ikke ville have været foruden vores døde børn selvom de har pådraget os en så stor sorg. Men Mathias og Simon har også lært mig en masse om mig selv - selvom det har været hårdt, hårdt  og atter hårdt. Der er grædt mange tårer og livet var bestemt ikke værd at leve på et tidspunkt - men det er det blevet!

Og denne gang - 5 år efter - glæder jeg mig til farfars fødselsdag… 

I fredags faldt Johanna over et lille hegn i stor iver for at komme ind at klappe en kat hos Amalies veninde. Slam sagde det og dér lå hun! Og så SKREG hun bare! Blod kom ud af munden, men jeg tog det rimelig køligt - det plejer at lyde og se værre ud end det er!

Vaskeklud, køkkenrulle og en filuris - som hun slet ikke ville have - underligt tænkte moderen men ok vi havde lige spist aftensmad - dog har jeg ALDRIG oplevet at hun har sagt nej til is.

Lørdag var den hel gal -hun peb over “min tand gør ondt” og igen ville hun ikke spise is - bekymrende. Lørdag var også dagen hvor vi kunne se, at tanden sad anderledes end den anden fortand Og rører - dét måtte vi ikke.

Søndag var det sådan ok - men jeg proklamerede stadig at vi skulle en tur omkring tandlægen (heldigt at klinikken ligger lige på skolen) og godt for det. Den ene fortand er løs og må ikke bruges i en uge! I princippet betyder det også slut med sut - men eftersom at hun bare tager tomlen i munden istedet, har hun fået sutten når hun sover - pest eller kolera…

Om en uge skal vi til tandlægen igen - og håber på at tanden har sat sig fast inden… Ikke at der er noget at gøre - den kan blive sort, der kan komme en tandbyld, ved ikke helt om den evt skal hives ud hvis den ikke sætter sig fast igen.

Stakkels Johanna… 

… det er ikke altid let når man har 2 børn og de begge kræver på hver deres måde!

I søndags havde Amalie besøg af en veninde fra klassen, og Frank overhørte hende sige: “Amalie, din mor er så sød ved Johanna!” “Ja,” svarede Amalie, “men det er de ikke ved mig!”

Tirsdag under putningen tog jeg den op - der var ligesom ikke tid og rum før - men den skulle følges for den var ikke rar… “Amalie, far hørte X sige sådan og du svare sådan den anden dag - hvad mener du med det?”
“I gør altid så meget med Johanna og ikke med mig!” var svaret!

Av. Den gjorde ondt!

“Men Amalie, Johanna er jo også lille endnu, og kræver mere - men hvad synes du, vi så skal gøre?” “Bare sådan læse eller spille eller være sammen, bare mor og jeg eller far og jeg!” blev der så tænkt og svaret!

Og sådan bliver det - “hyggestund” som Amalie har kaldt det! En tid til at læse eller spille - ikke at vi ikke har gjort det før, men måske skal vi bare huske at sætte navn på!

Det er ikke nemt at være den store…