I dag tog jeg en fridag - afspadsering eller omsorg - der er at tage af begge dele - anayway så holdt jeg fri med Johanna, da der var dagplejedag! Og hvilken dejlig dag!
Selvom Johanna ikke aner hvad dagplejedag sådan rigtigt går ud på, fordi hun havde ikke prøvet det før, så var hun SÅ klar til at tage af sted, allerede FØR vi fulgte Amalie i skole!
Lidt over 9 steg vi på cyklen - med madpakke, drikkedunk, solbriller og det gode humør. Cyklede igennem skoven og kom til Rundforbi Stadion, hvor den lille dame startede med at spise HELE sin madpakke - 1½ rundtenom og 3 små frikadeller!
Kagen, der kom bagefter, blev der kun spist glasuren af - men det var fru moder egentlig helt tilfreds med!
Og så kom der andre boller på suppen for så kom ponyerne…

Johanna var et STORT smil på alle 7-8 ture hun fik - skiftesvis på den store og lille pony. Her sidder hun på den store pony, der hedder Håkon!

Der var også en brandbil - STORT at sidde der - lige indtil en mor lukkede for døren og hun blev SÅ ked af det, fordi hun ikke kunne se mig
Men efter hun var blevet trøstet ville hun gerne have “en tur” mere, så helt traumatisk var det ikke!
Der var også rytmik - noget hun havde glædet sig til - men da det kom til stykket, så var det altså ikke lige dét, der trak - dertil var ponyerne bare ALT for søde og brandbilen alt for rød!!!
Der blev spist is og popcorn - sidstnævnte i laaaaaaaaaaange baner - og på vej hjem på cyklen faldt hun næsten i søvn! Så det tog ingen tid at falde i søvn i barnevognen og fru moder dermed lige kunne få sin frokost og 10 minutter i sofaen inden storesøsterne kom hjem med en legekammerat!
Dejlig, dejlig dag!