Og nej jeg har ikke været på toilettet (jo det har jeg vel, men det var ikke det jeg mener 
)
Jeg har meldt mig ud af AdoptionZone - et sted for adoptanter og adopterede, et sted der har betydet RIGTIG meget for mig i mange år - mit første indlæg er dateret 10. juli 2004, så jeg har været med i over 3½ år.
Da jeg meldte mig ind på Zonen, ventede vi på at komme på fase 2 kurset, jeg havde netop taget beslutningen om at stoppe med behandlingerne, som man må og som vi havde sideløbende været i gang med den første fase i adoptionsprocessen. For os (mig) var det den rigtige måde at komme “videre i livet” - drømmen om at være gravid var SÅ svær at slippe, men det blev nemmere som tiden gik og vi læste mere og mere om adoption. Jeg husker den tirsdag i juli måned - et par dage inden den 10. juli - hvor jeg tog beslutningen - ikke mere behandling!
Det var både med glæde - for nu vidste jeg at der var et levende barn på vej til os - men også med tårer, for netop drømmen om at være gravid, mærke liv og have lov til at spankulere rundt med den store mave (som jo VAR stor og ikke bare fed ) og bare være glad!
Men jeg kender også livets bagside - sorgen, det sorte hul og den uendelige smerte. En graviditet er ikke altid en drøm på roser og ender ikke altid med et rask, levedygtigt barn…
En adoption ender heller ikke altid i levende, raske børn - nogle dør af sygdomme midt i adoptionsprocessen (dvs. efter man har fået det i forslag) men det er heldigvis yderst sjældent, og nogle få opdager man er uden for sin godkendelse i deres hjemland (sker sjældent men det sker) og andre opdager man først er syge/handicappede, når man er tilbage hjemme i DK.
Men det ender i et barn!
Vi besluttede at vi ikke ville have et barn uden for vores godkendelse - dvs. opdagede vi i Kina, at barnet var sygt, ville vi have det byttet. Det lyder sgu hårdt her sort på hvidt, men sådan var det. Vi orkede ikke mere, vi ville bare være en “normal” familie - så normal man kan være med en lys, en mørk og 2 i Himlen (men de 2 sidste kan man jo ikke se…)
Vi synes at både vi og Amalie havde været igennem så meget, at vi ville sige nej. Og vi ville ikke tage hjem uden et andet barn - selvom adoptionsbureaurerne opfordrer til at man tager hjem, fordøjer og rejser tilbage senere - men nej ikke flere tomme hænder til os!
Heldigvis kom vi ikke i den situation - gudskelov!
I tiden inden vi fik Johanna i forslag, i ventetiden på udrejsen og det første halve år efter vi kom hjem blev Zonen brugt rigtig flittigt! Det var også her at jeg først lærte Helle at kende, som bor lige her en lille km væk fra os og siden 3 andre “zonesøster” - hvor vi alle skulle adoptere fra Kina og med login dato indenfor 2-3 måneder - dvs. vi - som det var dengang - ville få vores børn hjem indenfor få måneder og derfor var vi en oplagt mødregruppe.
Vi mødtes først uden børn - fordi de var stadig i Kina - stod i lufthavnen og jublede når de andre kom hjem med deres guldklumper, og har siden mødtes som mødregrupper nu gør - med børn - men også uden til middag (uden børn og mænd) om aftenen - og dem slipper jeg ikke!
Men med tiden har jeg ikke brugt Zonen så meget, så intenst - har ikke haft behovet og nu er jeg næsten bare med på en lurer og det har jeg nu taget konsekvensen af - og meldt mig ud!
Det er stort for mig, fordi den har betydet så meget - men det betød også meget for mig at være med i de fora jeg var med i lige da vi havde mistet Mathias og Simon og dem måtte jeg slippe for at “komme videre”. De var lidt en hæmsko for mit liv til sidst - blev så ked hver gang der var en ny, der havde mistet og det kunne jeg ikke forholde mig til tilsidst. Og det måtte jeg så tage en konsekvens af.
Som med Zonen - det er så bare af andre årsager, at jeg holder.
Zonen har virkelig været et fristed med ventetanker, opbakning, grin, tårer og meget, meget andet. Der har været plads til alt og der har altid været hjælp at hente til lige meget hvilke tanker eller problemer jeg har måtte have - omend det måske bare var, hvad der var værd at se i Ribe på sommerferien sidste sommer?
Og om ikke andet, så er den der forhåbenlig stadig hvis jeg en dag for brug for at være i forum igen med andre adoptanter… Tak for en dejlig tid!
