I dag er det dagen før dagen… 6 års dagen… For 6 år siden var jeg for første - og eneste - gang til tvillingejordemoder… Lidt mere end et døgn efter var jeg blevet mor til 2 engle…
Jeg er ok - men tankerne flyver lidt rundt…
Inderst inde i dybet er jeg egentlig en juleelsker - jeg elsker gran, juletræ, julegodter, nissesokken hver morgen, hyggen - men de sidste par år - og det selv med børn - er jeg begyndt at synes, at julen er en anelse opskruet… Børnenes fest - forældrenes pest…
For det første varer den ikke til påske - nix i butikkerne slutter den præcist 3. juledag, hvor alt pynten er flået ned, inden jeg når at sætte mine ben i butikkerne - tilgengæld starter den så i efterårsferien, hvis det er gået forbi nogen…
For det andet kan jeg er der det der gavehalløj… Bytte bytte købmand… Mine søskende og jeg aftalte for nogle år siden at det var slut med voksengaver, min svigerinde fulgte efter sidste år. Dvs. vi voksne får “kun” gaver fra vores forældre, svigerforældre, vores mand/kone, børn og så af Olderne - dvs. Frank’s mormor og farmor. Normalt er min fantasi ret glimrende, men jeg har faktisk et problem med at skulle finde på bare 5 gaver til mig selv! For som samfundet er nu køber man (jeg) jo det, som man (jeg) har brug for, når der er brug for det - sådan da…
Og tøserne… Frank har allerede bekymringer over, hvor det nye legetøj skal være… Vores børn har egentlig ikke så meget legetøj - og dog - men mindre end gennemsnittet ihvertfald når jeg har lavet stikprøvekontrol på dvs. børneværelser. Men det fylder jo alligevel.
Amalie har siden vi fik Johanna, givet hende “brugte” gaver - dvs. hun har givet Johanna noget af sit gamle (gode kvalitets) legetøj til fødselsdage og jul. En rigtig lækker gåvogn/dukkevogn i træ og Kaj og Andrea-dukkerne - det lå bare der og blev ikke brugt alligevel. Spild af penge bare at lade det ligge og spild af endnu flere penge bare at købe noget nyt.
Det meste er selvfølgelig bare gået “i arv” - men det er da en fin tanke at kunne genbruge.
Og gaver til tøserne… Der skal findes på min. 9 ønsker, for det er dem vi er på gaver med incl os selv - det lyder måske ikke af så meget, men jeg synes faktisk, at det er meget. Specielt fordi vi i familien har sat et beløb for, hvad det ca skal koste - og det er mange penge, der drejer sig om, når de beløb lægges sammen.
Vi voksne kunne jo give hinanden en ko i Uganda eller lign - men jeg tror helt sikkert IKKE, at det bliver et hit hos mine piger, hvis der er tomt under juletræet.
I en tv-serie hvor familien havde 7 børn skrev de før hver jul deres navne på en seddel, smed den i en hat og trak så en seddel hver. Den person, hvis navn der stod på sedlen, skulle man så give en gave på vegne af hele familien. At forældrene så altid snød, så de skulle give gaver til hinanden, det er så en anden sag, men jeg synes faktisk at det er en smuk tanke - enkelt og simpelt!
Og maden - jeg er da ikke blej for at indrømme, at jeg elsker mad - men jeg står også gerne ved, at jeg synes, at julefrokoster er overdramatiserede - og det har jeg altid syntes. Hvorfor dælen skal der 14 retter på bordet - det er spild af mad og resourser. Hvorfor ikke lave det enkelt og lækkert? Det er ihvertfald mit motto, efter at jeg er blevet husmor og af og til står for “noget” en af juledagene…
Men lige nu skal jeg stå for noget andet… Om 1 time skal jeg af sted til brunch sammen med en masse andre dejlige kvinder. Vores fællesnævner er vores døde børn - som de fleste af os bagefter skal i Vor Frue kirke for at mindes til Alle Helgenes Gudstjenesten.
Efter en dejlig - men lang og meget energikrævende (ups and downs for mindste pigen) - weekend i Legoland med pigerne og deres faster, er jeg bare træt… Og ked af det - både fordi det gør ondt indeni mig, når mindstepigen får det sådan - men også fordi jeg ville ønske, at jeg agerede anderledes til tider… Men når overskuddet bare ikke er der, er det bare svært at være supermoar og sige det helt rigtige på de rigtige tidspunkter!
Og når jeg så læser at Camilla Bech Holtens død (vi er på samme alder og jeg er STOR fan af hende) og så også om lille bitte Mikkel så… Ja så orker jeg ikke mere i dag og er tom for ord…
Ja det var tæt på… Begravelsen i går…
Den anden begravelse jeg har været til siden at Mathias og Simon lå der i deres lille hvide kiste for 5 og et halvt år siden…
Den første var min venindes far. Næsten 3 år efter Mathias og Simons død. Jeg græd som pisket - både fordi jeg havde holdt af ham, men også fordi at det bare bragte så meget tilbage igen…
I går græd jeg også som pisket - både fordi jeg vidste hvordan min veninde og hendes mand havde og har det - men det bragte også minder frem… Flashbacks… Den lille hvide kiste… Sorgen… Forladtheden… Afmagten… Gråden… HVORFOR?!! Det er sgu så meningsløst!!!
Huskede hvordan jeg havde kæmpet mig igennem de samler, som vi havde valgt netop til dem - de skulle bare synges smukt netop fordi det var til dem - og fordi det bare ikke kunne gøres om! Og derfor kæmpede jeg mig også igennem de salmer som min veninde og hendes mand havde valgt til netop deres lille smukke dreng.
Og jeg kan godt sige, at han var smuk, for de havde lavet en sangblad, hvor der var et billede af kirken og af ham på forsiden. Lille smukke englebarn… Livet er bare ikke altid til at fatte….
I dag fik jeg den triste besked at en af mine gamle veninder, har mistet sin lille dreng en uge før termin. Igen forstår jeg ikke verden, igen er der ingen mening med livet…
Ære være lille Malthes minde…
