Skrevet i kategorien 'mathias & simon'

Ja det tror jeg…

tirsdag, januar 21st, 2014

stjerne.jpg

Himlen er så stor, mor
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor
på stjernen i det blå?
Tror du der er drenge, mor
der kigger ned til mig?
Og tror du de har senge, mor
og sover ligesom jeg?

26. december

torsdag, december 26th, 2013

26dec.jpg

24. december

onsdag, december 25th, 2013

24dec.jpg

# Med lys og blomster blev det også jul hos Mathias og Simon
# Pigerne fik Wii spil af Nissen
# Hygge med kaffe og slik og clementiner til Disney
# Julemanden var læææææænge om at komme med gaver i sokken til pigerne - men der var glæde - og ro en tid - da de var blevet åbnet
# Altid i mit hjerte - og med hjemme hos os - et lys for hver af mine drenge
# Juletræet med sin pynt
# Juleaften brændte ud…

1. december

søndag, december 1st, 2013

1dec.jpg

Some times life is a challenge
Nissen kom
Besøg af mormor og morfar
Hygge
Advent
Life is still beautiful

♥ Og hvis du bli’r skræmt af vinden… ♥

mandag, januar 21st, 2013

Mathias’ fodaftrykSimons fodaftryk

‘Og hvis du bliver skræmt af vinden,
så kysser jeg dig blidt på kinden.
Hvor du end er i fantasien,
vil jeg altid være
her hos dig, min kære.
Læg nu trygt din hånd i min.

Under stjernerne på himlen,
sejler du med mig.
Luk nu stille dine øjne,
så er vi på vej.
Vi sejler over vandet
og ind i drømmelandet,
du og jeg.
Drømmelandet, du og jeg.’

♥♥♥

10 år er længe… Og 10 år er ingenting…
Noget er langt væk, noget er stadig meget tæt på…
Men jeg er ok!!!
Tillykke deroppe I 2 - I er savnet…

♥♥♥

Det med navne…

lørdag, november 24th, 2012

Jeg har jo et navn, som ingen andre hedder i Danmark. Altså mit fulde navn.

Mette, er der i følge Danmarks Statistik 39.225 hunkønsvæsner, der hed pr. 1. januar 2012.
I følge selvsamme statistik er  223.478 personer indehavere af efternavnet Hansen.
Og kombinationen Mette Hansen har hele 1.483!
Men når jeg propper mit mellemnavn ind også, så er der altså bare mig!

I hospitalsverdenen ville jeg gerne have været lidt anonym - men det kunne i følge min uddannelsesleder ikke lade sig gøre…
Jeg siger dog aldrig mit fulde navn i telefonen (men det er også fordi at jeg i det hele taget skal huske, hvad jeg skal sige, når jeg ikke skal sige ‘Rudolf Steiner Børnehaven, det er Mette’. Nu er det ‘Hjerteafdelingen, lægesekretærELEV Mette Hansen.’
Men mit fulde navn, det står på mit kort og det står på de breve, som har været inde over mine hænder til skrivning og sendt hjem til patienterne.

I går oplevede jeg en lidt - ja hvad var den - en lidt mærkelig ting vel… Jeg blev genkendt ud fra mit fulde navn.
Jeg er én gang før (som jeg ved af) blevet genkendt in real life. Det var kort efter, at vi var kommet hjem fra Kina og vi alle havde udlængsel fra hjemmet 4 vægge, og derfor drog i IKEA for at finde lidt fornødenheder og få noget at spise i restaurenten.
Lige pludselig kom en kvinde hen fra et andet bord og fortalte, at hun måtte bare sige tak fordi, at hun havde måtte følge vores rejse til Kina. Hun kunne genkende pigerne og jeg…

I går var jeg et smut i vores ambulatorie og tænkte, at jeg da lige måtte hilse på en af de andre elever, som sidder lige om hjørnet. Jeg gik ind, hilste på, og hilste på hendes vejleder.
Hun kikker på mig og siger så ‘Jeg har godt set dit navn på listen over elever, og kan genkende det. Har du arbejdet herude?’
Det kunne jeg jo så kun sige nej til, men kunne fortælle, at jeg har en kusine der er sygeplejerske med samme mellemnavn, måske det var hende? Nej, det var det ikke.
Efter vi har snakket om mangt og meget, kommer hun lige pludselig frem til, at det er fra Fertilitetsklinikken, at hun kan huske mig. Jo tak, det er mig med 6-lingerne… Hun havde tænkt på mig af og til siden, hvordan det mon var gået…

Dét fik hun så at vide i går!

For 10 år siden…

onsdag, oktober 31st, 2012

For 10 år siden var jeg så uendelig naiv… Gravid i 5. uge, men lignede en der var tæt på at føde. Indlagt 12 etager over hvor jeg arbejder nu pga. overstimulation (det var vist noget med plus 14-16 kg på 10 dage….).
Inden længe fik vi at vide, at der var 2, så 3, så 5, så 6 små fostre i maven… Naiviteten faldt lidt…

Snart er det 10 år siden, at jeg fødte Mathias og Simon… 10 år er en evighed - og alligvel ufattelig langt væk… Men ikke længere væk end at tankerne, følelserne, handlinger stadig sidder i mig og vender tilbage i denne tid… Oktober, november, december og januar er deres…. Det gør ikke ondt - men det gør mig lidt sorgmodig og trist….

Tænk engang - for 10 år siden var verden stadig rimelig lyserød….

Oktober, november, december, januar…

♥ Mathias og Simon ♥

lørdag, januar 21st, 2012

mathias-simon.jpg

9 år… Det føles langt væk - og er det også. Og alligevel så tæt på… Alt for tæt på… Lortedag…

♥ Johannadag ♥

mandag, januar 16th, 2012

I dag for 6 år siden i Chongqing…

johannadag-2012.jpg

Som var det i går og alligevel en uendelig tid siden…
♥ Hvor er jeg taknemmelig for min lille familie - alle 5 ♥

I morgen…

lørdag, november 5th, 2011

Mathias’ fodaftrykSimons fodaftryk

… skal jeg mødes med tøserne fra “De døde børns klub”. Jeg glæder mig! Jeg glæder mig rigtig meget.

Nogle af pigerne kender jeg rigtig godt, andre kender jeg, fordi de kender nogle af de andre… Fælles er at vi har fundet hinanden, fordi vi alle har et eller flere døde børn. Vi har fulgtes i sorgen og i glæderne, der senere er kommet. Og i de dybe huller, der af og til kom. Heldigvis er det længe siden, at jeg har været i sådan et hul. Heldigvis. Jeg kan af og til godt føles et vemod - tanker over det der ikke blev. Tanker over sorgen, der fyldte SÅ uendelig meget. Tanker over hvordan fanden jeg er blevet et helt menneske igen bagefter??!!! Det er egentlig utroligt at man kan blive det!

I morgen er det Alle Helgenes dag og i mange kirke kl. 14, er der gudstjenste for at mindes vores døde børn. I mange år var jeg med - det var hårdt - men også godt. En dag udover Mathias og Simons fødselsdag, hvor det var “legalt” at tænke på dem! At være ked. Deres dag. Alle andre dage var mit levende og senere levendes børns dage… Men her var der plads til at være stille og bare være. Tænde lys. Men det er også hårdt at være der i kirken. Så mange kede-af-det forældre… Men det viser selvfølgelig også “bare” for mig, at “livet går videre” - at smerten finder en plads i hjertet, hvor det ikke gør for ondt og er til at leve med…

Sidste år kom jeg ikke med til gudstjenesten - jeg måtte hjem til Johanna, der for første gang havde sovet ude. Sådan som i aller-allerførste gang - og hun trængte til sin moar! Så det blev også til “levende børns dag - men jeg havde det ok med det!

I morgen - ja der skal jeg også “bare” mødes med tøserne til brunch. Hygge lidt i byen - og så hjem. Men inden vil jeg lige gå omkring kirken og tænde et lys for hver af mine små stjerner på himlen. Dét fik jeg ikke gjort sidste år - og det var en fejl kunne jeg mærke…
I år er det ikke fordi, at jeg må hjem til børn, der savner, nej det er mere, at jeg skal hjem for at passe på mig. Det har været et hårdt efterår - ja siden sommerferien sluttede, har der været FULD knald på - alt for meget arbejde. Jeg skal passe på mig selv - og jeg kan mærke, at så skal jeg hjem. Hjem og være med dem herhjemme. Dét er det, som jeg har brug for efter en dejlig brunch med nogle rigtig dejlige kvinder, som desværre også er medlem af “De døde børns klub!”