Inde på bordet har jeg sat flaget frem for i morgen er der 2 små drenge, som skal fejres. 7 år er det siden at de kom til verden. Tænk, de ville have gået i 0. klasse nu… Tiden går…
Tillykke I 2 små deroppe i Himlen - mon I får de fiskefrikadeller, som jeres ældste søster mente, I gerne ville have? (nok mest fordi HUN ikke gider morgendagens menu…)
Elsker jer helt op til Stjernerne og tilbage igen…
♫ • *¨ * • ♥ • * ¨ * • ♫ Glade jul, dejlige jul ♫ • *¨ * • ♥ • * ¨ * • ♫
Selvom man har feber soves der ikke længe… Næ nej, spild af tid… Amalie (og Frank) vågnede med feber tirsdag, Johanna fulgte efter sent i går aftes - og mener helt bestemt her til morgen, ”at hun ikke må gå, fordi det smager underligt på tungen!”
Det var derfor en laaaaaang nat - Amalie skulle under alle omstændigheder sove på en madras i soveværelset for mine forældre sover på hendes værelse - og Johanna vågnede jo der ved 22-tiden med feber og kom ind derfor også ind. Begge har hostet i perioder og så har ældste snorket som en bjørn… Og midt i det hele vågnede Johanna og skulle tisse - men det er selvfølgelig bedre end at skulle skifte sengetøj! Frank har jeg for en gangs skyld ikke hørt så meget til, selvom han også er syg. Så jo, det har været en rigtig hyggelig nat!
Planen i dag:
♥ En tur på kirkegården - Frank og jeg plejer at tage af sted alene, men måske er det bare mig der tager af sted i dag…
♥ Børnegudstjeneste er helt bestemt aflyst for vores vedkommende i dag - men måske jeg kan snige mig i kirke kl. 14 eller 16 i stedet (sammen med mine forældre?)
♥ En eftermiddagsslur er vist også på plads for os alle - ellers bliver der vist ikke åbnet gaver i aften fordi pigerne sover. Ellers må vi lave en alternativ plan med pakker i eftermiddag - det har vi prøvet før og var også ok!
♥ Maden er heldigvis klar - mutti kom med den stegte and i går, der bare skal varmes og risalamanden står og bliver god i køleskabet.
♥ I ØNSKES ALLE EN RIGTIG GLÆDELIG JUL ♥
I dag har jeg - foruden at stå op 5.30, fordi yngste skud på stammen mente, at det var morgen der (på trods af at vi faktisk kunne sove én hel time længere end det…), været på kursus og 1½ time på arbejde for at få det til at hænge sammen der også - ja så har jeg været til afskedsreception.
For i sidste uge stod der nemlig i lokalsprøjten, at min “gamle” gynækolog Fru Susanne, som jo har været med til at lave Amalie, Mathias og Simon, har solgt sin praksis og dermed inviterede til afskedsreception. Og jeg vidste bare straks, at der skulle jeg hen.
For Susanne har betydet rigtig meget for mig (os). Ikke mindst fordi hun har været “mor” til Amalie og også med til at “starte Mathias og Simon op”, men også fordi hun har taget sig tid til at være der for os hele vejen igennem.
En 1. eller 2. juledag måtte vi hele vejen fra mine forældre til Virum til en skanning - fordi at nu var det lige præcist sådan, at mine follikler havde vokset sig store og klar til ægløsning - og som en selvfølge åbnede Susanne sin praksis for os midt i julen. Og godt for det - for det blev til Amalie…
Sommeren efter Amalies fødsel startede vi i behandling igen - og som en selvfølge troppede hun op hjemme hos os, da jeg fik meget svære smerter efter en vandskanning - hun kunne lige så godt have sagt, at jeg måtte søge vagtlæge…
Og ikke mindst var hun der efter at vi mistede Mathias og Simon. Så på billederne og lyttede til os…
Og da jeg engang mødte hende i Kvickly og fortalte, at vi var på vej efter Johanna, fik jeg et stort kram og et lykke til…
Derfor, ja derfor har jeg så meget at takke Susanne for. Og det måtte jeg fortælle (igen)…
Johanna var med - lidt betuttet, men da hun fandt skålen med chips og peanuts var hun frisk og frejdig 
Alt videre held og lykke til dig Susanne!
PS: Det var iøvrigt Johanna, der på opslagstavlen blandt de andre hundredevis af billeder af babyer, spottede Amaliemusen. 7 dage gammel og i sin første bad! Billedet ligger også her på skrivebordet ved computeren, så hun har set det tusindvis af gange - og i løbet af 5 sekunder havde hun spottet Amalie. Godt spottet Johanna!
Det var det, vi kunne gøre for vores drenge - lys, en buket fra hver af pigerne og en buket fra os… Hjemme var der flag på bordet og vi fik kakao og gulerodsmuffins…
Johanna forstod - i forhold til sidste år - hvad det gik ud på - eller rettere hvem Mathias og Simon er: Døde og i Himlen - og på kirkegården. Det er nu heller ikke nemt…
Og så fik de en masse tanker… Kærlige tanker… Amalie mente at de holdte STOR fødselsdagsfest i Himlen.
Jeg er (næsten) holdt op med at tænke på, hvordan livet kunne være blevet - men jeg indrømmer nu gerne, at jeg glæder mig lidt til at drengene årgang 2003 i børnehaven skal starte i skole til sommer. Ikke at jeg sammenligner og tænker på det hver dag - men engang imellem… Og så er det ligesom ude af verden…
Kæreste Mathias & Simon - jeg elsker jer af hele mit hjerte - for evigt og altid - no matter what…
I dag er det dagen før dagen… 6 års dagen… For 6 år siden var jeg for første - og eneste - gang til tvillingejordemoder… Lidt mere end et døgn efter var jeg blevet mor til 2 engle…
Jeg er ok - men tankerne flyver lidt rundt…
Ja det var jo ikke meget der kom på bloggen i de forløbne uger - der var ligesom ikke tid, og var tiden der, ja så gad jeg ikke Det er da reelt nok!
Men vi har da ikke været helt i dvale - næ nej…
Lillejuleaftensdag stod den på konfekt - det var rigtig hyggeligt. Begge piger rullede og skar og smagte… Johanna bryder sig bestemt ikke om marcipan - men nougat det er bestemt noget, som hun kan bruge…
Flasken der står forrest var ikke til børnene - næ nej den var til mig og mine gæster - rigtig lækre dadler fyldt med lækker marcipan godt gennemæltet med en eller andet slags sprit - og så godt med smeltet chokolade om… YUMMI!!! Ikke godt for vægten -men for dælen hvor det smager godt…
Juleaftensmorgen drog vi alle til Vedbæk hvor Mathias og Simon har deres have. Med i posen var lys, små røde tulipaner og gaven fra Amalie. Johanna traskede afsted med en fin buket hvide tulipaner og Amalie passede godt på det fine guldhjerte som jeg var faldet for.
Vi fik pyntet fint op - gaven fra Amalie var 2 små engle som hun også havde lavet i julegave til flere af familiens medlemmer. De fik en plads midt i guldhjertet og imellem tulipanerne - og så ønskede vi drengene en god jul og drog hjem igen.
Efter frokost tog pigerne og jeg til børnegudstjeneste - det var som altid hyggeligt. Johanna var lidt uforstående overfor, at vi denne gang IKKE skulle danse om juletræet og have slikposer…
Efter en lille lur og et stort fad med slik var tøserne så heldige at Julemanden havde været forbi med en gave til dem i posen udenfor gangdøren - man skulle nu være barn…
Men det var nu ikke helt nemt at være Johanna - det var rigtig svært at vente… Men hun klarede det godt - selvom det trak lidt hårdt da vi skulle spise - men det er altså også svært at vente på juletræ og gaver når man bare er 3 år!
Johannas bedste gave var helt sikkert Hannah Montana parykken fra fasteren - Amalies bedste gave var Afrikas Stjerne som vi har spillet rigtig meget hele julen.
Søndag d. 28. fik jeg endelig målt Johanna - 1 meter høj var hun nået… Manner det var tid til 1-meters fest. Desværre havde vi ikke lige tid den dag, da vi skulle til fasteren - men dagen efter blev hun om eftermiddagen fejret behørigt med diskokage hjemme hos farmor og farfar!
Men det var hårdt at blive 1 meter - da kl var 17.30 sad hun der i sofaen og sov - nok mest fordi vi ville prøve at hun IKKE sov til middag - det er hun så ikke lige klar til endnu… Da kl. var 15.30 fandt hun dyne og puge frem - men da jeg gav hende en ble på, vågnede hun lidt op til dåd igen. Da kl. var 17 SKREG hun helt vildt - intet var som hun ville have det - og som sagt kort tid efter sov hun - og det i 12½ time!!!
Nytårsaften var vi stadig hos farmor og farfar. Og der var godt med klemmentiner - niks serpentiner - og godt humør!
Og der skulle skydes krudt af
Da vi andre hoppede ind i det nye år, lå denne lille tøs og sov rigtig dejligt fra det hele… Det var vist bedst for alle. Amalie var derimod ikke til at drive i seng, hun sad i vinduet og kikkede på alt fyrværkeriet - og ja jeg gik i seng før hende. Tilgengæld var det mig der stod op kl. 7, da lillepigen mente, at det var morgen!
Ude godt - hjemme bedst… Efter frokost i dag blev bilen pakket og vi vendte bilen mod Sjælland…
Håber at I alle kom godt ind i det nye år - glæder mig at høre mere til jer i det nye…
1. søndag i advent’s morgen var en hel gave i sig selv - for vi sov længe her i huset!
01.30 blev jeg vækket af et kæmpe kanonslag udenfor - tænkte kort om det var gået ud over vores bil, besluttede mig for at det ville jeg finde ud af når det blev morgen, fik tisset af og daffede i seng igen.
Lidt over 5 kaldte Amalie. Det sker ikke så tit mere, jeg daffede derind og fandt en ny ble til hende (ja hun tisser om natten og ikke på toilettet) og fandt min seng igen.
5.50 kaldte Johanna - fik hende ind i vores seng og sagde godnat og sov godt - og håbede inderligt på at hun faldt i søvn igen, for jeg gad ikke lige stå op der! Og hun faldt i søvn igen!!!
7.20 kunne jeg høre Amalie komme ind - vi fandt stuen med dyner og morgentv og efter 10-15 min kom Johanna også. Det første hun sagde var “MOAR, Nissen har IKKE været der!!!”
Sokkerne kom op i går og det er nok også lidt svært at forstå at Nissen ikke er vågnet op til dåd endnu (men jeg har vist hørt ham pusle her til aften, så mon ikke der er nogen, der bliver glade i morgen tidlig?!!)
Men moarens adventsgave til tøserne var, at vi kørte til bageren efter morgenbrød. Det sker ikke så tit - men i dag skulle det være. På med flyverdragterne og afsted.
Vel hjemme igen fik vi dækket et dejligt morgenbord - med tændt adventskrans og kalenderlys (ja ja ja, det er ikke 1. dec endnu - men der var langt ned til det første tal…)
Bedst som vi sad og spiste, kom faderen og hyggede med os og der blev taget lidt billeder af morgenstemningen… Vurder selv…
Storesøster gider i hvertfald IKKE være med…
Og dog…
For første gang i mange år har vi en juledekoration - jeg er ikke så meget til de der granopsatser med guldglimmer og nisser og bær og mos med små dyr i…
Men i år slog jeg den sammen med vores adventskrans - der er lavet i et fad med ler, bedækket (som Amalie ville sige det) med gran og så lys og lidt pynt. Jeg havde noget pynt i gemmerne og havde købt lidt ekstra - Amalie var klar til at putte det hele på - meeeeeeeeeeen det syntes jeg ikke. Alt med måde…
Det er sgu lidt svært det der med børns skabertrang og min æstetik… De skal have lov til at udfolde sig - men må det ikke også godt se ud, så vi andre kan holde ud at se på det?!!
I går begyndte hun på en guirlande - sådan en mega-guirlande, som blev forkyndt skulle hænge på det endnu ikke indkøbte juletræ! Og med mega-guirlande mener jeg ikke bare en lang guirlande - næ nej - en guirlande lavet af a-4 papir der var klippet over én gang på det lange led. Så får man nogle PÆNT store (brede) stykker at arbejde med… Pt. hænger den på hendes værelse… Se det skal nok blive en dejlig december
Inderst inde i dybet er jeg egentlig en juleelsker - jeg elsker gran, juletræ, julegodter, nissesokken hver morgen, hyggen - men de sidste par år - og det selv med børn - er jeg begyndt at synes, at julen er en anelse opskruet… Børnenes fest - forældrenes pest…
For det første varer den ikke til påske - nix i butikkerne slutter den præcist 3. juledag, hvor alt pynten er flået ned, inden jeg når at sætte mine ben i butikkerne - tilgengæld starter den så i efterårsferien, hvis det er gået forbi nogen…
For det andet kan jeg er der det der gavehalløj… Bytte bytte købmand… Mine søskende og jeg aftalte for nogle år siden at det var slut med voksengaver, min svigerinde fulgte efter sidste år. Dvs. vi voksne får “kun” gaver fra vores forældre, svigerforældre, vores mand/kone, børn og så af Olderne - dvs. Frank’s mormor og farmor. Normalt er min fantasi ret glimrende, men jeg har faktisk et problem med at skulle finde på bare 5 gaver til mig selv! For som samfundet er nu køber man (jeg) jo det, som man (jeg) har brug for, når der er brug for det - sådan da…
Og tøserne… Frank har allerede bekymringer over, hvor det nye legetøj skal være… Vores børn har egentlig ikke så meget legetøj - og dog - men mindre end gennemsnittet ihvertfald når jeg har lavet stikprøvekontrol på dvs. børneværelser. Men det fylder jo alligevel.
Amalie har siden vi fik Johanna, givet hende “brugte” gaver - dvs. hun har givet Johanna noget af sit gamle (gode kvalitets) legetøj til fødselsdage og jul. En rigtig lækker gåvogn/dukkevogn i træ og Kaj og Andrea-dukkerne - det lå bare der og blev ikke brugt alligevel. Spild af penge bare at lade det ligge og spild af endnu flere penge bare at købe noget nyt.
Det meste er selvfølgelig bare gået “i arv” - men det er da en fin tanke at kunne genbruge.
Og gaver til tøserne… Der skal findes på min. 9 ønsker, for det er dem vi er på gaver med incl os selv - det lyder måske ikke af så meget, men jeg synes faktisk, at det er meget. Specielt fordi vi i familien har sat et beløb for, hvad det ca skal koste - og det er mange penge, der drejer sig om, når de beløb lægges sammen.
Vi voksne kunne jo give hinanden en ko i Uganda eller lign - men jeg tror helt sikkert IKKE, at det bliver et hit hos mine piger, hvis der er tomt under juletræet.
I en tv-serie hvor familien havde 7 børn skrev de før hver jul deres navne på en seddel, smed den i en hat og trak så en seddel hver. Den person, hvis navn der stod på sedlen, skulle man så give en gave på vegne af hele familien. At forældrene så altid snød, så de skulle give gaver til hinanden, det er så en anden sag, men jeg synes faktisk at det er en smuk tanke - enkelt og simpelt!
Og maden - jeg er da ikke blej for at indrømme, at jeg elsker mad - men jeg står også gerne ved, at jeg synes, at julefrokoster er overdramatiserede - og det har jeg altid syntes. Hvorfor dælen skal der 14 retter på bordet - det er spild af mad og resourser. Hvorfor ikke lave det enkelt og lækkert? Det er ihvertfald mit motto, efter at jeg er blevet husmor og af og til står for “noget” en af juledagene…
Men lige nu skal jeg stå for noget andet… Om 1 time skal jeg af sted til brunch sammen med en masse andre dejlige kvinder. Vores fællesnævner er vores døde børn - som de fleste af os bagefter skal i Vor Frue kirke for at mindes til Alle Helgenes Gudstjenesten.
Ja det var tæt på… Begravelsen i går…
Den anden begravelse jeg har været til siden at Mathias og Simon lå der i deres lille hvide kiste for 5 og et halvt år siden…
Den første var min venindes far. Næsten 3 år efter Mathias og Simons død. Jeg græd som pisket - både fordi jeg havde holdt af ham, men også fordi at det bare bragte så meget tilbage igen…
I går græd jeg også som pisket - både fordi jeg vidste hvordan min veninde og hendes mand havde og har det - men det bragte også minder frem… Flashbacks… Den lille hvide kiste… Sorgen… Forladtheden… Afmagten… Gråden… HVORFOR?!! Det er sgu så meningsløst!!!
Huskede hvordan jeg havde kæmpet mig igennem de samler, som vi havde valgt netop til dem - de skulle bare synges smukt netop fordi det var til dem - og fordi det bare ikke kunne gøres om! Og derfor kæmpede jeg mig også igennem de salmer som min veninde og hendes mand havde valgt til netop deres lille smukke dreng.
Og jeg kan godt sige, at han var smuk, for de havde lavet en sangblad, hvor der var et billede af kirken og af ham på forsiden. Lille smukke englebarn… Livet er bare ikke altid til at fatte….
På 2 dage er nu kommet mere end en håndfuld kommentarer ad forskellige veje - og jo jeg er her skam endnu! Jeg har skam også haft en del tanker om at blogge - men energien har ikke rigtig været der…
Som mange nok har bemærket er indlæggende dalet lidt i antal, siden jeg begyndte på min kostomlægning - mange aftener er brugt på at gå ture med mine stave eller også er de blevet brugt på at pleje mit medlemskab på Slankedoktor. 13 kg er der røget af nu og det er jeg ganske stolt af! Tænk engang at kunne krybe i en str 40 i bukser - godt nok er de i stræk men der står 40 i dem:) Det er godt nok for mig pt!
Ellers… Ja den ene dag tager jo bare den anden - vækkeuret ringer, op, afsted med 1-2 børn, aflevere 1-2 steder, på arbejde, hente 1-2 steder, måske handle, hjem, rydde op, vaske, lege, lave mad, rydde op, gøre klar for natten, putte - og endelig er der lidt tid kun til mig og manden… Kender I ikke alle mon denne rytme?
For 1 uge siden lærte jeg at sætte pris på de dage, nyde hver dag der er, nyde hver dag vi vågner op friske og raske… En af mine veninder har fået kræft, opdaget ved et tilfælde, og det ser ikke helt godt ud… Vi er ikke tætte veninder, men nyder hinandens selskab et par gange om året - og så føles det som om, at vi altid har været sammen!
2 mindre børn og en kræftsygdom - dét slog mig ud… Når jeg tænker kræft, tænker jeg også død, og tænker jeg død, tænker jeg også Mathias og Simon og det har jeg så lige brugt nogle dage til at ruge over… Jeg ved godt at man skal tænke positivt, hun SKAL klare det, men vi ved alle også, hvilken vej det kan gå! Og det er bare ikke til at holde ud. Tanken om at det kunne have været mig - eller dig - den er heller ikke rar - ingen kan vide sig sikker…
Alle disse tanker gør mig så træt…
Oveni har vi en Johanna der står for et stort skift! Fra dagpleje til børnehave. 2 dage har hun tilbage nu - tirsdag er sidste dag. Hun har vidst det den sidste måneds tid - at når det har været sommerferie, så skal hun i børnehave og ikke i dagpleje.
I sidste uge sagde hun en morgen - og har sagt det flere morgener siden: “Jeg VIL i børnehave NU!” Desværre var det ikke ment positivt - jeg kunne mærke, at det var sagt fordi skiftet er svært. Svært at skulle forlade hendes - og vores - elskede L. Det bliver et kæmpe skift for hende - og også for os - selvom hun skal med mig i børnehave, så er det jo en børnehave og ikke et sted med fred og ro og bare 4 børn.
At hun tænker på det, kan jeg også hører i andet hun siger. “Moar, hvorfor går du fra hende?” Det har hun mange gange i de sidste uger spurgt mig om, når vi har afleveret Amalie i skolen. “Moar, du må ikke gå fra mig vel?!! Du skal tage jakken af!” kommer ofte når vi er på vej til dagplejen.
Hun har også i den sidste tid været meget følsom, hvis hun ikke har kunnet finde Frank eller jeg -sådan har hun nu altid været, men det er helt sikkert blevet “større” nu. Den anden dag sad jeg lige inde på kontoret, og hun kunne ikke finde mig, men vidste at jeg skulle handle - og troede at jeg var kørt. Og hvor hun græd. Hver gang bliver hun forsikret i, at jeg ALDRIG kører fra hende uden at sige farvel!!! Tænk at det sidder SÅ dybt endnu - og det smerter mit hjerte at det er blevet værre pt.
Amalie - vores store skolepige - har sommerferie nu. Det har jeg i princippet også - men eftersom at jeg lige har nogle praktiske gøremål mandag - så som et par timer på arbejde - så kommer hun i SFO. Tirsdag tager vi 2 en fridag - og om eftermiddagen skal vi til afslutning i dagplejen. En epoke er slut… SNØFT!!!
En epoke mere er slut - Amalie skal sige farvel til hendes første klasselærer 
For børnehaveklasselæreren følger ikke med op i 1. - desværre! Det er nu ikke første farvel hun har haft i det sidste år - en pædagog blev langtidssyg og en er gået på barsel (begge hjalp til i klassen) - men hun er heldigvis robust og tager det i stiv arm! I forgårs mødte jeg hendes nye klasselærer, han virker meget flink! Og andre forældre siger at han er rigtig god, så det er jo godt! Desværre er der nogle praktiske problemer i skolens timeantal, der gør at der pt mangler en dansklærer i netop hendes klasse og som det ser ud, bliver der en lappeløsning til efterårsferien… Jeg har tiltro til at de ved, hvad de gør og at det er godt nok… Kan jeg andet?
Onsdag drager tøserne og jeg på bondegårdstur - håber at vejret bliver godt - også selvom det ligger lige sammen med Roskilde festivallen, hvor det jo næsten mere end sikkert plejer at regne… Men ikke i år…
Lige nu vil jeg bare finde min seng…
